Turister strandet på græske øer under færgestrejke

En strejke blandt sømænd har skabt store problemer for mange turister, der skal hjem fra ferie i Grækenland.

Ritzau
To passagerer, som rejste med en natfærge, nåede deres destination, inden de ansatte ved de færger, der sejler mellem de græske øer, indledte en strejke mandag morgen. Foto: Alkis Konstantinidis/Reuters
Arbejdskonflikter 3. september 2018 17:20

Turister såvel som lokale er strandet på flere græske øer mandag, fordi de ansatte på de færger, der sejler mellem øerne og fastlandet, strejker.

Der er "ingen maritime forbindelser fra landets store havne", siger en ansat i det græske havnepoliti.

Sømændenes fagforening, PNO, oplyser, at strejken vil fortsætte fra klokken 6 tirsdag og 24 timer frem. Arbejdsnedlæggelsen gælder for alle typer af både, siger fagforeningen.

Strejken har forårsaget "alvorlige problemer", siger brancheorganisationen Seen. En del turister har været ude af stand til at komme fra nogle af de mere fjerntliggende øer og til fastlandet for at nå deres fly hjem.

Strejken har også betydet, at flere turister har aflyst deres ophold på øernes hoteller. Mange steder har øerne heller ikke kunnet få leveret varer.

Myndighederne satte søndag ekstra færger ind for at få transporteret turister til og fra øerne, inden strejken gik i gang mandag morgen. Det er ved at være sidst på feriesæsonen, hvor millioner af turister har nydt solen i Grækenland.

Medlemmerne af PNO indledte strejken, efter at arbejdsgiverne havde afvist krav om en lønforhøjelse på fem procent.

Selv om Grækenland i de seneste to år har oplevet mere handel og flere turister, har arbejdsgiverne holdt igen og kun givet en lønstigning på én procent i september. Den ventes fulgt af yderligere én procent i juni 2019.

I de seneste år har grækerne gennemlevet en økonomisk hestekur, som blandt andet har betydet lønstop for ansatte i en lang række sektorer.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...