Turister strømmer til Norge - og Hirtshals
Færgeselskabet Color Line har i sommer oplevet en massiv vækst i antallet af passagerer fra lande syd for Danmark
HIRTSHALS: - Color Line har denne sommer haft travlt med at få biler med kendingsbogstaverne D, NL eller B på nummerpladerne ind på færgerne fra Hirtshals mod Norge. For antallet af færgegæster fra lande som Tyskland, Holland, Belgien samt Østrig og Schweiz er steget markant i forhold til samme periode sidste år.
I de tre måneder juni, juli og august har Color Lines færger fra Hirtshals transporteret et godt stykke over 200.000 passagerer fra lande syd for Danmark.
Det er en stigning på 23.000 personer i forhold til samme periode sidste år, hvor tallet også var markant højere end året før. Dermed er antallet af passagerer fra lande syd for Danmark det højeste i mange år.
- Det er uhørt med så stor vækst inden for én kundegruppe, siger Henrik Renneberg, administrerende direktør i Color Line Danmark.
Svækket norsk krone
Han forklarer stigningen med to faktorer:
- Folk sydfra er ved at få øjnene op for, at den norske krone er svækket i forhold til euroen, og at det derfor er billigere end tidligere at holde ferie i Norge. Desuden var der meget fokus på flygtningekrisen, da tyskere, hollændere og andre planlagde sommerferien, og det kan have fået dem til at vende blikket mod nord.
Samme forklaring har Henrik Renneberg på, at antallet af nordmænd, der rejser sydpå, er faldet med cirka 10.000 i forhold til i fjor. Samtidig rejser lidt færre danskere til Norge.
- En del danskere har måske tænkt, at vejret i Norge ikke var bedre end her.
- Men med stigningen i antallet af turister fra andre lande ligger vi samlet set cirka der, hvor vi havde forventet. I de kommende måneder kan vi se, at de mange ekstra bookninger fra lande syd for Danmark fortsætter, og vi har store forventninger til den kundegruppe i de kommende år, siger Henrik Renneberg.
Det samlede passagertal på Color Lines ruter fra Hirtshals til Larvik og Kristiansand var i de tre sommermåneder godt 800.000. Af konkurrencehensyn oplyser rederiet ikke tal for de enkelte passagergrupper.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.