Turister til torvemarked

Torvemarked er godt - men naturen er super, mener turisterne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Annemarie og Leif Jepsen fra Fyn kommer på grund af naturen og skal i år tilbringe fire uger på Svinkløv.

FJERRITSLEV:Friske grøntsager og spændende fisk, kræmmere, knaldtilbud og ved Den Gamle Bryggergaard er der smagsprøver på nybrygget ale fra Thøger Dige’s hånd. Det er lørdag og årets første torvemarked har fået lokale af husene og turisterne af sommerhusene og campingvognene. Annemarie og Leif Jepsen fra Fyn, bor på femte sommer i campingvogn på Svinkløv Camping og de ynder at drage ind til torvemarked. - Vi plejer at købe læsestof på markedet, på den måde slipper vi for at slæbe biblioteksbøger med hjemmefra. Når vi har læst dem, giver vi dem væk eller lader dem blive liggende på campingpladsen, siger Annemarie Jepsen og tilføjer, at parret også køber fisk på markedet. De fortæller, at de har valgt området på grund af naturen, dens højdedrag, den vekslende vegetation og den friske luft. - Vi har været rundt i Nordjylland for at finde et andet sted, men vi vender altid tilbage til Svinkløv, siger Annemarie Jepsen. Per Hansen fra Hadsten og Lars Aasted fra Randers er også på marked, ikke frivilligt, hævder de. De er blot med deres bedre halvdele, som går rundt og oser. - Vi går bare og snakker - vi skal bare have lidt kød til aftensmaden og måske en øl bagefter, siger Lars Aasted, der camperer i Svinkløv på femte sæson i år. - Det er på grund af naturen, roen og her er mulighed for nogle gode vandreture, siger han og har blot et eneste hjertesuk - nemlig stranden. - Den er ikke køn, der er for mange sten, men så kan man jo ligge i klitterne, siger han. Per Hansen er førsteårs turist i området og han nyder også stilheden. - Her er dejligt og en larmende tavshed, det eneste du kan høre, er en hylen i ørene og det er vinden, siger han.