Turisme

Turisterne bød på fisk i auktionshallen

Endnu en gang viste feriegæsterne stor interesse for at få en kasse friskfanget fisk med hjem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ib Bach Andersen (til venstre) var auktionarius i forbindelse med den årlige fiskeauktion, som efterhånden er blevet noget af et tilløbsstykke. Foto: Peter BroenFoto: Peter Broen

SKAGEN:Turister i massevis og fisk i kassevis, det var de to hovedingredienser, da der i går blev afholdt fiskeauktion for turisterne i Skagen. Allerede fra klokken 12 havde de interesserede købere mulighed for at besigtige varerne, men det var først, da uret rundede 14, at de første fisk røg under hammeren hos auktionarius Ib Bach Andersen. Der var stor variation i de ting, som auktionsgæsterne havde mulighed for at få med hjem, for det var alt fra konserves til friskfanget fisk, der blev udbudt til salg. Umiddelbart så det ud til, at de tilstedeværende hyggede sig meget med hele arrangementet, for der blev budt flittigt fra det store publikum. Da auktionen startede var der vel omkring 500 mennesker, som var mødt op. Auktion en tradition Fiskeauktionen for turisterne er efterhånden en fast tradition i Skagen, og som sædvanligt er det Skagen Fiskeriforenings Enkekasse, der sammen med Lions Club står for arrangementet. - Vi plejer at få et sted mellem 20.000 og 30.000 kroner ud af det hver, forklarer Carsten Østergaard, præsident for Lions Club i Skagen. - Det ligger stort set i det niveau fra år til år. De penge, som Lions Club tjener, går til velgørende arbejde. Løvekvinder også med Pigeklubben under Lions Club i Skagen var også med ved fiskeauktionen, og mens mændene blandt andet solgte øl, fiskefrikadeller og ”laksedogs” til gæsterne, så bød pigerne ind med mere kvindelige alternativer. Gennem de seneste to år har pigerne nemlig samlet en lille opskriftssamling med lækre fiskeretter, og også den blev udbudt til salg - blandt andet sammen med ”Anna Ancher-vin”. Stor sponsorhjælp I forbindelse med årets fiskeauktion var der cirka 200 numre under hammeren hos auktionarius, og ifølge Carsten Østergaard fra Lions Club kan det kun lade sig gøre på grund af velvillige sponsorer. - Vi har virkelig fået stor hjælp fra virksomheder i og uden for byen. Overalt, hvor vi er kommet hen, er der blevet taget godt imod os. Det er vi utroligt glade for, siger han. De mange gaver er skænket af alt fra store produktionsvirksomheder til små fiskefartøjer.