Naturvidenskab

Turisterne svigter Nordjylland

Der er syv procent færre turister i Nordjylland. Turistbranchen mener, at VisitDanmark har sovet i timen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

DE SOVER hos Visit Denmark - mener i hvert fald direktør Karsten Egelund, chef for Danmarks største campingplads Jambo Feriepark ved Saltum, der hverken vil give vejret eller finanskrisen skyld for sommerens store fald i turistbesøg. Foto: Michael Koch

Det er gået stærkt tilbage for turismen i Nordjylland de seneste år. Over 100.000 færre overnatninger i juli i forhold til året før betyder en tilbagegang på syv procent. - Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når det går tilbage, men også forventeligt, siger direktøren for marketingsamarbejdet Visit Nordjylland, Lars Enevold Pedersen. Den økonomiske krise er hovedårsagen, mener han. Folk holder på pengene. - Dernæst har vi haft et ustadigt sommervejr, som i særdeleshed er gået ud over campingbranchen. Netop campingpladserne så i juni ud til at gå en god sommer i møde, men sommervejret vendte og satte tilsyneladende en stopper for lysten til ferie under åben himmel. Det bekræfter Karsten Egelund, som er direktør for Danmarks største campingplads - nemlig TopCamp Jambo Feriepark ved Saltum Strand. - Der har været en tilbagegang i år, det er rigtigt. Vi har været uheldige med dårlige vejrudsigter på tv, som ikke nødvendigvis har været så slemme i virkeligheden, siger Karsten Egelund. Har sovet i timen Han køber ikke Lars Enevold Pedersens forklaring om, at nedgangen skyldes vejret og finanskrisen. Karsten Egelund savner handling fra Visit Denmark. - Visit Denmark har sovet i timen. Vi tager os til hovedet over dem. - Vi har savnet dem helt markant, f.eks. sammenlignet med charterbranchen, som har kæmpet for kunderne og profileret sig i medierne. Det ender skidt, hvis der ikke sker noget. Karsten Egelund nævner som eksempel Star Tour's Stig Elling, som med hyppige optrædener i medierne har gjort sit yderste for at få danskernes pengepung af lommen. Lars Erik Jønsson, direktør for Visit Denmark, forholder sig til kritikken. - Det er traditionelt ikke vores opgave at sælge Danmark til danskerne, men på grund af den aktuelle situation har vi faktisk gjort det netop i år. Det er sket blandt andet ved at bruge ni millioner kroner på en tv-kampagne. Internationalt markedsfører vi Danmark efter bedste evne, men synligheden synes måske ikke så stor, når markedsføringen netop foregår i udlandet, siger han.