Lokalpolitik

Turistforening vækkes til live igen

Ihærdige sjæle arbejder på, at turismen i byen igen får en forening

Fremover vil der formentlig være en forening, der kan varetage Rosenparkens og andre turistattraktioners interesse i storkommunen. Arkivfoto

Fremover vil der formentlig være en forening, der kan varetage Rosenparkens og andre turistattraktioners interesse i storkommunen. Arkivfoto

AALESTRUP:Tirsdag aften var der møde på Knabergården med det formål at sætte gang i Aalestrup turistforening igen. Fremmødet var sparsomt med kun syv mennesker. En af dem var Einar Larsen fra byens Udviklingscenter. - Det havde da været rart med nok så mange mennesker, men de der var der havde en positiv holdning til turistforeningen. Vi synes allesamen, det vil være en fordel for Aalestrup at have en forening til at bakke op om turismen, forklarer Einar Larsen. Bedre sent end aldrig Ifølge Einar Larsen er formålet med at genstarte turistforeningen også, at gøre Aalestrup mere ligeværdig med de andre byer i storkommunen på turistområdet. Områdets andre turistforeninger har ganske vist arbejdet på at finde en fremtidig struktur længe, men Einar Larsen mener godt, Aalestrup kan nå det endnu. - Det kan godt være, det er sent, men bedre sent end aldrig, understreger han. Arbejdsgruppe Einar Larsen er i det hele taget positiv overfor projektet. - Foreningen har jo hvilet i mange år, fordi ingen havde lyst til at gøre arbejdet. Men jeg tror på, vi kan få noget fornuftigt op at stå igen, siger han. På mødet nedsatte man en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med det endelige foreningsgrundlag. De fire medlemmer af arbejdsgruppen blev Lisbeth Arent, Hans Riis, Thorkild Christensen og Poul Spanggård, og de mødes igen om en uge. Efter sommerferien holdes der ekstraordinær generalforsamling i turistforeningen, hvor man vil vælge en bestyrelse, der kan tale turismens sag.