Turistfremme mest øst for Storebælt

Aalborg 1. oktober 2002 08:00

NORDJYLLAND: København løber med alle pengene, når det gælder penge til turistfremme i Danmark. Det mener turistchef i Aalborg, Kai Handberg, der pegede på, at man fra statens side har sparet 38 millioner på turismen, hvoraf de 30 millioner var til regionale initiativer, mens man samtidig har afsat 20 nye millioner til markedsføring af Øresundsregionen. -- Kan I se uretfærdigheden i det? spurgte Kai Handberg. Det kunne mange af politikerne, blandt andre Dansk Folkepartis Anita Knakkergaard samt socialdemokraterne Bjarne Laustsen og Frank Jensen, som lovede at arbejde på sagen. Regeringspartiet Venstre kunne også selv se, at der muligvis var problemer. Gruppeformand Christian Mejdahl: - Jeg vil interessere mig for, at der ikke bliver en ubalance mellem landsdelene. Er der en ubalance? Ja, det er det tilsyneladende. Hvis det holder vand, vil jeg arbejde på at få den fjernet. Henning Julin, direktør i Aalborg Zoo, havde en idé til, hvordan man kunne spare penge, som så kunne sendes nordpå. - Fyr halvdelen af det administrative personale i Danmarks Turistråd. Der er alt for mange chefer. Vi har mistet tilliden til Danmarks Turistråd i så høj grad, at vi ikke gider arbejde sammen med dem mere. Nu gør vi arbejdet selv, sagde han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...