Turistprisen til generalmajoren

Hjørring 20. marts 2003 07:00

HJØRRING: Det blev en virksomhedsleder, der er stærkt involveret i Hjørring Kommunes kulturelle og sociale udvikling, en person, der benytter enhver lejlighed til at markere Hjørring, generalmajor Jens Chr. Frandsen, HMAK, der på Hjørring og Omegns Turistforenings generalforsamling fik overrakt årets turistpris. - Når du får turistprisen, så er det først og fremmest for den store indsats, du har gjort for området, sagde formanden for turistforeningen, John Klinkby, og hentydede blandt andet til Jens Chr. Frandsens indsats i forbindelse med HMAKs 400 års jubilæum i august sidste år, der officielt strakte sig over en uge. - Samhørigheden med Hjørring var et vigtigt og fuldt integreret element i hele din planlægning, gennemførelse og ikke mindst markedsføringen af aktiviteter omkring jubilæet, sagde John Klinkby. Formanden var videre inde på den store personlige indsats, Jens Chr. Frandsen, har ydet for Hjørring, siden han i 1998 kom til byen. - Hele vores kulturliv har glæde af dit personlige engagement og senest ikke mindst dit initiativ som medstifter af Sysselbiffen. Dit engagement med at gøre Hjørring kendt i den store verden er af umådelig stor værdi for byen. 400 års jubilæet var kulminationen, der satte kronen på værket, derfor modtager du nu vandrepokalen og en nål til dit revers som en påskønnelse, sagde John Klinky. Generalmajor Jens Chr. Frandsen udtrykte stor overraskelse over at være fundet værdig til turistprisen. - Jeg synes, det er modigt at tildele en "udlænding", som kun har været i byen i fem år, prisen, sagde han. Skulle det dog have været for beskedenhedens skyld, kunne Jens Chr. Frandsen dog godt have været "indfødt". Han glemte nemlig ikke de andre, der har været involveret i det vellykkede jubilæumsarrangement. - Jeg var ikke ene om arbejdet. Jubilæet blev til i et godt samarbejde, sagde Jens Chr. Frandsen og rettede i den forbindelse en tak til kommunen med borgmester Bent Brown (S) i spidsen for et godt samarbejde. Også de mange medarbejdere på HMAK, der lavede en utrolig dynamisk indsats for at få jubilæet til at køre på skinner, blev nævnt i takketalen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...