Lokalpolitik

Turistservice sendes i høring

Handelsstandsforeninger og turistforeninger skal spørges, ud over turistforum og erhvervsrådet.

Helheden og overblikket skal på plads, når kommunen arbejder sig frem til en ny model for turistservice. Det mener politikerne i økonomiudvalget, og blandt andet derfor udvides kredsen af høringsparter, efter at et forslag til en ny struktur har været på bordet i udvalget. - Vi vil gerne høre meningerne fra handelsstandsforeningerne og turistforeningerne, ud over at turistforum og erhvervsrådet spørges, oplyser borgmester Mogens Gade (V). I forslaget til en ny turistservice lægges op til at de to turistkontorer i Brovst og Fjerritslev lukkes på grund af et forholdsvis lille besøgstal, og at kræfterne samles i en ny fælles turist-, erhvervs- og udviklingsafdeling i Aabybro. Det mest besøgte turistkontor i Blokhus bevares, og planen er så at supplere med information i overnatningsstedernes receptioner og en form for selvbetjeningsinformation centralt i Fjerritslev og Brovst. - Det er vigtigt, at vi har styr på processen, og at alle relevante parter bliver spurgt. At det så måske tager en ekstra måned eller to, gør ikke så meget. Det vigtigste er, at det bliver den rigtige løsning, som Mogens Gade siger. - Nu får vi lavet et nyt oplæg af forvaltningen, hvor erhvervsdelen også er tænkt mere med ind, og så er det planen at holde et fælles møde med alle de involverede parter, inden vi diskuterer forslaget til den nye struktur igen i økonomiudvalget.