Hirtshals

Turkish Delight!

Med stor forventning ankom jeg sammen med min familie til et dejligt hotel i Alanya, Tyrkiet, hvor vi glædede os til en uge med spændende oplevelser. Oplevelser blev der - men på en anden måde end forventet. På feriens første dag faldt jeg så uheldigt på hotellets marmortrappe, at jeg i hast blev indlagt på hospitalet og opereret i højre arm på grund af komplicerede brud. Mens solen strålede udenfor, tilbragte jeg hele ugen i en hospitalsseng, og familien brugte ferien på at passe mig. Midt i elendigheden fik jeg dog en dejlig opmuntring. To søde, unge tjenere, som jeg havde talt med om morgenen før mit uheld, kom for at høre, hvordan jeg havde det og gav mig en stor, flot buket blomster. Senere fik jeg endnu et besøg. Receptionisten og en flok rengøringsdamer fra hotellet mødte op, da de var færdige med dagens arbejde, og også de havde købt blomster til mig. Jeg er meget rørt over, at man som tilfældig turist i et fremmed land kan møde en sådan omsorg og medmenneskelighed. Joan Wigh, Hirtshals