Skolevæsen

Tusind brikker fortæller Jesu liv

65 elever fra 3. klasserne på Hadsund Skole har været i nærkontakt med kirken og kunsten i en uge og lavet 18 mosaikbilleder om kristendommens centrale fortællinger.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rasmus Nielsen (tv), Michael Mazur, Dennis Holt, Caroline Bie og Emma Jensen fortæller med deres billede om Jesu fødsel. Foto: Michael Bygballe.

- Det er nat, siger Nikoline Nielsen. - Og nogen bestikker Judas med 20 mark sølv, tilføjer Frederik Malthe. - Og dét der er Jesus, for vi har skrevet "INRI" på hans dragt. Det betyder "Jesus fra Nazareth, Jødernes Konge". Børnene peger på de hundredvis af små plastikbrikker, der tilsammen udgør deres mosaik. En illustration af Judas, der kysser Jesus. Et lille kunstværk skabt takket være et ganske anderledes og nyt samarbejde mellem Hadsund Kirke og Hadsund Skole. I fem dage arbejdede hele skolens tredje årgang Hadsund Menighedscenter i Kirkegade. Her fik de til opgave at skabe 18 mosaikker, der hver især fortæller centrale historier fra Jesu liv. Forberedelsen skete i kristendomsundervisningen på skolen med samtaler om fortællingerne om f.eks. Judaskysset, indtoget i Jerusalem palmesøndag og Jesu opstandelse. Siden mandag har elevernes fordybelse fået flere farver. Kunstneren Synnøve Carlsson har som ekstern konsulent givet professionel vejledning. Eleverne har lært om farver og symboler og om at bruge dem i billeder, der kan illustrere de centrale historier. - Forkyndelsen er mange ting og kan sagtens foregå i børnehøjde, smiler sognepræst Winnie Huus, kirkens deltager i projektet. Torsdag markeres arbejdets afslutning med børnegudstjeneste, fernisering, pølser og saftevand.