Sport

Tusinder af tv-seere mister sports-kanaler

Antenneforening mener, at TV3 og 3+ bliver for dyre

AALBORG:De 42.000 medlemmer af ANTV kommer fra 1. september til at undvære tv-kanalerne TV3 og 3+, der foruden programmer som Robinson og Gladiatorerne bl. a. er kendt som sportskanaler med golf og superligafodbold. ANTV har opsagt aftalen med de to kanaler. Det skyldes, at prisen for kanalerne pludselig bliver sat klækkeligt op. Det er Viasat A/S, der distribuerer og ejer de to kanaler, og prisen bliver sat op fra 13 kroner om måneden til 20 kroner om måneden. - Det er en stigning på over 50 procent, og vi vil ikke til at skulle sende ekstra regninger ud til medlemmerne. Vi har ikke budgetteret med nogen stigning. Derfor har vi i bestyrelsen været enige om at sige de to kanaler op. Samtidig skeler vi også til, at hvis Viasat har held med at komme igennem med så stor en stigning, så vil det også friste andre kanaler til prisstigninger, siger Ole Davidsen, der er formand for ANTV. Hvis ANTV godkendte prisstigningen ville det betyde, at prisen for den mest omfattende pakke med tv-kanaler ville komme op over 1800 kroner om året. Ole Davidsen er utilfreds med, at der ikke fra Viasat A/S har været noget tilløb til dialog med antenneforeningerne om prisstigningen. I opsigelsen af aftalen om de to kanaler peger Ole Davidsen på, at ANTV aftager stor set alt, hvad Viasat har på hylderne. - Der er da sikkert medlemmer af ANTV, der reagerer mod at miste de to kanaler, men vi ville også få kraftige reaktioner, hvis vi sendte ekstra regninger ud for at dække de ekstra udgifter. Der er en del sport på de to kanaler, men hvis man ellers ser på indholdet, så mener jeg, at 3+ er blevet meget udvandet. Sendefladen består for en stor dels vedkommende nu af amerikanske B-film, mener Ole Davidsen. Opsigelsen af TV3 og 3+ får virkning fra 1. september. Det var ikke muligt i går fra Viasat A/S at få en kommentar til ANTV"s opsigelse af de to kanaler.