Tusinder demonstrerer mod USA i Bagdad

BAGDAD:Titusinder af irakere demonstrerede fredag i Bagdads gader og krævede de amerikanske soldater ud af landet. Demonstranterne råbte anti-amerikanske slogans efter fredagsbønnen og krævede en islamisk regering til magten i landet, efter at Saddam Hussein og hans styre er fjernet. Det var den første fredagsbøn i Bagdad, efter at amerikanske soldater i sidste uge rykkede ind i den irakiske hovedstad. Flere muslimske prædikanter sagde i deres bøn, at USA har invaderet Irak for at forsvare Israel og komme den israelske premierminister, Ariel Sharon, til hjælp. Demonstranterne gik med bannere med tekster som "Forlad vort land. Vi ønsker fred", "Nej til Amerika", "Nej til en sekulær stat" og "Ja til en islamisk stat". - Dette er ikke det Amerika, vi kender. Det Amerika, vi kender, respekterer folkeretten og respekterer menneskers rettigheder, sagde prædikanten Ahmed al-Kubaisi i sin fredagsbøn. Iagttagere siger, at demonstrationerne og deres omfang fredag viser, at USA sandsynligvis kommer til at stå over for stigende irakisk modstand mod den amerikanske tilstedeværelse i landet. I et forsøg på at finde masseødelæggelsesvåben i Irak, sender USA 1000 eksperter til Irak for at lede efter de påståede våben. Det meddelte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fredag. Ifølge tv-stationen CNN vil den såkaldte Irakiske Undersøgelsesgruppe blive ledet af en general og bestå af militærfolk, efterretningsagenter, civile videnskabsfolk og eksperter fra private firmaer. En fortrop for den store grupper efterforskere er allerede i Irak og hele styrken skal være i gang med arbejdet i løbet af to uger. Efter snart en måneds krig i Irak har de amerikanske styrker stadig ikke fundet de mange masseødelæggelsesvåben, som den amerikanske regering påstod, at Saddam Hussein og hans ledelse var i besiddelse af før krigen, og som var den afgørende begrundelse for at indlede krigen. Ifølge CNN er udstationeringen af de 1000 mand et bevis på, at det amerikanske forsvarsministerium ikke forventer ved egen hjælp af finde de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak. Torsdag sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, at USA skal have hjælp fra irakiske eksperter til at finde mulige kemiske og biologiske våben i Irak. Irakiske kurdere i byen Mosul tog torsdag et ledende medlem af det tidligere irakiske styre til fange og udleverede ham til de amerikanske styrker. Det oplyste den amerikanske brigadegeneral Vincent Brooks fredag. Den tilfangetagne iraker er Samir Abul Aziz al-Najim, der stod som nummer 24 på USA's liste over de 55 mest eftersøgte irakiske ledere. Najim var leder for det tidligere regerende Baath-parti i det østlige Bagdad. Han er den fjerde person på den amerikanske liste, som er taget til fange og udleveret til USA. /ritzau/Reuters