Tusinder går mod Sudans præsidentpalads i protest mod kup
Tåregas og chokgranater er affyret mod demonstranter i Sudans hovedstad. Folk råber, at hærchef bør gå af.

SUDAN-POLITICS-DEMO -/Ritzau Scanpix
I Sudans hovedstad, Khartoum, anslås titusindvis af mennesker søndag at være marcheret mod præsidentpaladset.
Det er sket i protest mod det militærkup, som fandt sted 25. oktober i landet.
Sikkerhedsstyrker har ifølge vidner skudt med tåregas og kastet chokgranater mod demonstranterne.
Mange af demonstranterne råber slagord mod hærchef Abdel Fattah al-Burhan.
- Folket ønsker, at Burhan bliver afsat, råber demonstranter.
General Burhan stod i spidsen for den del af hæren, der i oktober afsatte landets civile regering.
I november indgik hans styre en aftale med den afsatte premierminister, Abdalla Hamdok, der bragte Hamdok tilbage på posten.
Men mange demonstranter mener, at det hverken har gjort det store fra eller til.
De ønsker frie valg og anser Hamdoks genindsættelse for at give kuppet en uretmæssig legitimitet.
- Ethvert kup - selv efter genindsættelsen af Hamdok - er uacceptabelt, siger en demonstrant i 20'erne, mens tusindvis bærer Sudans flag omkring ham.
Sudan har siden 2019 været ledet af en overgangsregering. Den bestod af militæret og civile grupper. De havde aftalt at dele magten efter afsættelsen af landets tidligere leder Omar al-Bashir i 2019 i kølvandet på store demonstrationer.
/ritzau/AFP