Udland

Tusinder på flugt i Sydsudan efter blodig uro

Mange mennesker er flygtet fra byen Wau i Sydsudan og søgt tilflugt i FN-lejre efter blodige klankampe.

Tusinder på flugt i Sydsudan efter blodig uro

Tusinder af mennesker er inden for de seneste dage flygtet fra byen Wau i Sydsudan, efter at der onsdag igen udbrød blodige kampe mellem lokale klaner, og tusinder af mennesker har søgt beskyttelse i en nærliggende FN-flygtningelejr.

En læge i Wau, der er en af Sydsudans største byer, siger, at mindst 12 mennesker er dræbt under urolighederne, hvor unge fra forskellige familier og klaner går på plyndringstogter i andre klaners områder.

Efter uroen onsdag er der nogenlunde ro i Wau torsdag, og kun enkelte sammenstød er rapporteret.

Flere hjælpeorganisationer har evakueret deres personale fra konfliktramte områder af frygt for, at nye klanuroligheder bryder ud.

Uroen i og omkring Wau begyndte i tidligere i december, da indbyggere i Wau protesterede mod en omlæggelse af den regionale administration, der blev flyttet fra Wau til byen Bagare.

Det førte til blodige uroligheder mellem ledende klaner og etniske grupper i flere dage i Wau og regionen Bahr el-Hgazal.

Det er uklart, hvor mange mennesker der er omkommet under urolighederne, men flere end hundrede mennesker har mistet livet, siger lokale embedsmænd.

FN's mission i Sydsudan, UNMISS, siger at "tusinder" af mennesker er kommet til flygtningelejre uden for Wau og modtager hjælp og beskyttelse".

Den sydsudanske regering har forsøgt at dæmpe uroen og sendt politistyrker til Wau.

- Regeringen har inddæmmet uroen ved at sende politi til området, siger Marial Benjamin, talsmand for den sydsudanske regering.

Men øjenvidner i området siger, at der er stor spænding mellem de stridende klaner, og at blodig uro kan bryde ud igen.

Sydsudan har siden selvstændigheden i juli 2011 været plaget af indre uro og en konflikt med Sudan om landets store olieforekomster.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.