Tusinder på gaden i protest mod terror

Hele Rusland var med - fra Vladivostok i øst over Jekaterinburg i Uralbjergene til Skt. Petersborg i vest

Skolevæsen 8. september 2004 06:00

MOSKVA: Titusindevis af mennesker demonstrerede tirsdag mod terror i det centrale Moskva, mens myndighederne forberedte en undersøgelse af tragedien i Beslan. Over hele landet - fra Vladivostok i øst over Jekaterinburg i Uralbjergene til Skt. Petersborg i vest, var hundredtusinder af mennesker på gaderne. Den store demonstration i den russiske hovedstad, som blev støttet af Moskvas overborgmester og sociale organisationer, fandt sted foran Skt. Basil-domkirken uden for Kremls mure. "Rusland mod terror", stod der på et kæmpemæssigt banner, som de lokale myndigheder havde hængt op i det russiske flags farver. Demonstranter, der sang med på russiske salmer, medbragte bannere med påskrifter om, at "Terror er værre end pest" og "Fjenden vil blive besejret". - Hvordan kan I dræbe børn og skyde dem. Jeg elsker børn, jeg elsker livet. Disse mennesker er dyr, men vi mødes i dag og græder sammen, og vi viser dem, at det gode vil sejre, sagde en kvindelig demonstrant ved navn Alestina. Demonstrationen blev dog kritiseret i dele af pressen, som mener, at det var en officielt arrangeret protestaktion og ikke et spontant udtryk for stemningen i befolkningen, som det skete i Madrid efter terroranslaget den 11. marts. Præsident Vladimir Putin, der tirsdag udsatte et planlagt besøg i Tyskland på grund af krisen, har afvist enhver dialog med tjetjenske separatister, som har fået skylden for det tragiske udfald på gidselkrisen i Beslan, hvor mindst 335 mennesker, hvoraf halvdelen var børn, blev dræbt. Kritikere siger, at Putin ikke har levet op til sit løfte om at få bragt Tjetjenien under kontrol, og præsidenten og hele den politiske ledelse i Moskva er under pres for at forklare det kaotiske forløb af befrielsesaktionen. - Det var en total katastrofe, sagde den uafhængige militær analytiker Pavel Felgenhauer tirsdag. - En 12 timer lang skudveksling, og kun 10 pct. af gidslerne undslap - resten blev dræbt eller såret. Der var samtidig store tab blandt specialstyrkerne. Putin har lovet at få undersøgt den kæde af begivenheder, som førte til katastrofen. - Jeg ønsker at få belyst begivenhederne og finde ud af, hvem der er ansvarlige - og som måske skal straffes, sagde den russiske præsident mandag til udenlandske journalister i Moskva. De fleste iagttagere accepterer forklaringer om, at myndighederne ikke havde planlagt at storme skolen på det tidspunkt, hvor det skete. Men mens det dårlige kriseberedskab og den inkompetente ledelse langsomt bliver mere og mere åbenbar for omverdenen, kommer stadig flere detaljer frem om gidslernes skæbne. En lokal skoleleder, den 72-årige Lydia Tsalijeva, fortalte tirsdag om sine 51 timer som gidsel sammen med sine to børnebørn. - Vi var 1300 mennesker i skolen, så jeg forstår ikke, hvorfor de troede vi var 350, sagde hun og fortalte, at gidseltagerne det første døgn havde tilladt gidslerne at få vand og gå på toilettet. - Men i stigende grad forbød de militante gidslerne at forlade rummet, og stadigt mere desperate børn skreg på vand og følte, de blev sindssyge af stanken fra ekskrementer. Men de blev sparket tilbage på deres plads, sagde hun. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...