EMNER

Tusinder spiller med elprisen

Danskernes hang til at spille lotto, på oddset og på heste har bredt sig til elmarkedet.

Hos Nordjysk Elhandel har 20.000 private kunder tilmeldt sig ordningen GevinstEl, hvor de har mulighed for at vinde et års elforbrug kvit og frit - bortset fra afgifterne, der stadig skal betales. Og i øjeblikket kommer der henved 400 nye privatkunder til om ugen, fortæller Nordjysk Elhandels ansvarlige for privatkundeområdet, Søren Bjerg Pedersen. Hovedparten af de mange nye kunder er høstet uden for elhandelsselskabets naturlige opland. - Vi har især haft fremgang i Midt- og Sønderjylland og på Fyn i kølvandet på kampagner, vi har kørt der. Nu har vi taget fat på Sjælland, der i øjeblikket bidrager med knap halvdelen af de nye kunder, fortæller Søren Bjerg Pedersen og tilføjer, at selskabet forventer at komme op på 500 nye kunder ugentligt. Rekrutteringen foregår ved hjælp af sælgere, der i forretningscentre tager direkte kontakt til potentielle kunder. Eneste produkt i salgsmappen er GevinstEl. - Knap 90 procent af vores nye kunder vælger da også den løsning, fortæller han. Gevinsten - gratis strøm - udløses, såfremt elprisen i en fastlagt periode bevæger sig indenfor et fastlagt interval. I sidste periode var det tilfældet for 25 procent af GevinstEl-kunderne. For at spille med skal kunderne betale en lille merpris per kWh. - med mindre de vinder.