Tusindvis af førstegangsvælgere skal stemme til EP-valg

Familien er afgørende for, om unge førstegangsvælgere kommer af sted til stemmeboksene 25. maj, siger forsker.

168 vælgere bliver 18 år den 25. maj, hvor danskerne skal til stemmeurnerne og vælge, hvem de gerne vil have i Europaparlamentet.

I alt er der 33.645 unge førstegangsvælgere, der kan stemme til valget i slutningen af maj, viser tal fra KMD. Men hvordan får man lokket de unge ned i stemmeboksene, så de kan sætte deres kryds.

Det er der ingen lette løsninger på, forklarer Yosef Bhatti, valgforsker ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

Men det er især familien, som spiller en stor rolle for at få anlagt gode stemmevaner.

- Det betyder meget om den unges forældre stemmer, og om den unge stadig bor hjemme, siger valgforskeren og fortsætter:

- Det er sådan set forældre, der kan gøre mest via deres gode eksempel og ved at tale med børnene om det - særligt, hvis de bor hjemme.

Det er imidlertid mødrene i hjemmet, der har størst indflydelse på de unges stemmevaner. Hvis mødrene stemmer, så har de 18-21-årige 30 procentpoint højere valgdeltagelse end de unge, hvis mor ikke stemmer.

Imens er valgdeltagelsen kun 19 procentpoint højere, hvis det er fædrene, som stemmer, viser Yosef Bhattis forskning i unges valgdeltagelse, som han har lavet sammen med Kasper Hansen fra Københavns Universitet.

Ud over familien har de sociale medier og såkaldte stemme-reminder også indflydelse på de unges valgdeltagelse.

- Undersøgelser viser, at det har en betydning, hvis man sender en stemme-reminder til de unge. Derudover er der også en undersøgelse, som viser, at hvis vennerne på Facebook siger, at de har været nede at stemme, så har det også en effekt, siger Yosef Bhatti.

Til Europa-Parlamentsvalget er der i alt 4,1 millioner, der er stemmeberettigede, og der kommer til at være 1396 valgsteder rundtomkring i landet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst