Tusindvis af ledige kvadratmeter

Mariagerfjord Kommune lukker skoler for 115 millioner kroner.

Holder man sig alene til den offentlige ejendomsvurdering, har Mariagerfjord Kommune skudt papegøjen ved at lukke en stor del af sine skoler. Ejendomsvurderingen for de otte skoler, der enten er dødsdømt eller som med stor sandsynlighed bliver det, er i alt 114,6 millioner kroner. Men virkeligheden er en helt anden og langt mindre munter, mener en af de ansvarlige politikere, Mogens Jespersen (V), formand for børne- og familieudvalget. Med en enkelt undtagelse tror han ikke på, at kommunen vil kunne tjene større summer på salget af de bygninger, der fra august 2011 begynder at stå tomme rundt omkring. - Det er ikke nemt at sælge noget som helst i øjeblikket og da slet ikke skoler, så en ting er ejendomsvurderingen. Salgsprisen bliver noget helt andet, siger han. Undtagelsen er Nordre Med den nævnte undtagelse er der heller ikke budgetteret med indtægter fra et eventuelt salg af bygningerne. Undtagelsen er - måske ikke overraskende - Nordre Skole i Hobro. - Vi regner med at kunne sælge Nordre Skole, og jeg tror godt, jeg kan sige, at det bliver til en noget højere pris end de 15 millioner kroner, vi har forudsat i de økonomiske beregninger, bemærker Mogens Jespersen. Han og borgmester H.C. Maarup (S) understreger, at der ikke foreligger noget købstilbud på Nordre Skole, sådan som det har været antydet af flere utilfredse borgere.