Tusindvis af operationer aflyst

KØBENHAVN:Tusindvis af patienter får hvert år i sidste øjeblik aflyst deres operationer på danske sygehuse. Det udløser nu hård kritik blandt patienter og politikere i regeringspartierne, som vil give ramte patienter fortrinsret til hurtig behandling på et offentligt eller privat hospital. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danske sygehuse alene i de sidste seks måneder af 2008 måtte aflyse 4193 operationer på grund af sygdom blandt personalet, og fordi danske sygehuse mangler kapacitet til samtidig at tage sig af både akutte og planlagte behandlinger. Ifølge udspillet fra regeringen skal sygehuse, som må aflyse operationer, tvinges til enten at give patienten en ny tid inden for få dage eller sende dem videre til hurtig behandling på et privathospital, oplyser sundhedsordfører Birgitte Josefsen (V)./ritzau/