”Tussetræerne” blev et tilløbsstykke

ULSTED:Langs vejen op til Ulsted Kirke står en række høje træer med små mærkelige ansigter. Væsener der ser lige på dig, væsener med horn i panden og et væsen der næsten blinker til dig med et skælmsk glimt og et væsen med sut. Det er tussetræer. For på norsk betyder tusse et væsen. 62 tusser er der, men det er meningen, at der skal være 100. I påsken blev tussetræerne et tilløbsstykke, og selvom de står på privat grund i Anna Malou’s have, Galleri Malou, må man altså godt gå ind og se på dem på tæt hold. Det var kunstneren Anna Malous barnebarn, som havde været på familiebesøg i Norge og set hvordan man havde malet øjne på træerne. Og det er en tusse - et væsen. Der, hvor en gren er faldet af, eller hvor træet danner en naturlig kløft eller har en udvækst, danner træet sin egen charme og udtryk. Og hvis det er træer, som får lov til at vokse, som de nu har lyst til, bliver der mange steder, hvor man kan se et væsen titte frem. Anna Malou gik videre end bare at male øjne. (Der er faktisk også en meget charmerende bar kvindemås på et af træerne). Hun begyndte at male udtrykkene op, og på et af træerne dukkede der også en ulv op. Bagefter fik væsenerne en gang lak, blev derefter fotograferet og omsat til smukke postkort, der kan købes i galleriet. Anna Malou arbejder for tiden på sin del af 10-års jubilæumsudstillingen i kunstnergruppen ”Liv” i Aalborg, hvor 44 nordjyske kunstnere deltager i maj. - Men det jeg arbejder mest med er mine ikoner med håndlavet papir og bladguld, fortæller hun. Og hendes ikoner er allerede ved at være et samlerobjekt. Anna Malou har en lang udstillingsrække gennem årne i både Danmark, Norge, Sverige og USA, og hun deltog også da Ulsted Kirke var rammen om en udstilling med indbudte lokale kunstnere.