TV-2 går klassisk
Aalborg Symfoniorkester lægger strygere og blæsere til nyt nummer med Danmarks Kedeligste Orkester
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:49
AALBORG: Det aldrende rockband TV-2 har lavet musik i mange forskellige sammenhænge, men aldrig indspillet med et symfoniorkester.
Nu sker det så.
Onsdag var bandets frontmand og chefkomponist Steffen Brandt i Musikkens Hus i Aalborg for at overvåge, at Aalborg Symfoniorkester indspillede et symfonisk arrangement til nummeret ”Dig og så mig (og så alt det derude)” til TV-2’s kommende album, der efter planen skal udkomme 3. marts.
Sangen kan tåle det
- Når man arbejder med nyt materiale, skal man drømme - også om alt det, som ikke umiddelbart forekommer realistisk. Og lige dette nummer, synes vi, kan tåle at blive udsat for symfoniorkester, siger Steffen Brandt.
Helt ukendt med at arbejde med stort orkester er TV-2 ikke. I 2000 gav bandet under Aarhus Festuge koncert med det nu hedengangne DR Underholdningsorkester.
- Dengang var det relativt nyt territorium, vi udforskede. Siden er det jo blevet meget mere almindeligt at arbejde sammen på tværs af genrerne. Men man skal kun gøre det, hvis der er en god grund til det. Hvis sangen ikke kan tåle det, bliver det bare patetisk, siger Steffen Brandt.
Souschef var matchmaker
John Kristensen har lavet det symfoniske arrangement til sangen, og ved optagelsen i går blev Aalborg Symfoniorkester dirigeret af en god gammel kending: Christian Baltzer, der tidligere har stået på podiet, når orkestret har lavet sine mere folkelige koncerter.
I øvrigt er det Aalborg Symfoniorkesters souschef Anders Majlund Christensen, der har skabt kontakten mellem TV-2 og ASO. Han spiller basun i blæserensemblet Aarhus Horns, som har optrådt med TV-2 ved adskillige lejligheder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.