TV 2 og DAD spiller for Frederik og Mary

København, mandag /ritzau/ Et kongeligt bryllup skal være mere end officielle modtagelser og gallamiddage. Kronprins Frederik og Mary Donaldson vil også fejres af danske unge og det skal ske med en rockkoncert i Parken i København. På kronprinsens initiativ indbydes 40.000 mennesker til en tre timer lang koncert med blandt andre D:A:D, TV2 og Sanne Salomonsen den 7. maj. Arrangørerne satser også på internationale kunstnere og foreløbig gættes der på australske Kylie Minogue. På et pressemøde mandag i Parken fortalte hofchef Per Thornit, at det er kronprins Frederik selv, der har fået ideen til koncerten: - En dag vi sad og talte om det forestående bryllup, sagde kronprinsen "der er jo slet ikke noget for de unge", siger Per Thornit og henviser til, at de fleste begivenheder er officielle med inviterede gæster og et højt aldersgennemsnit. Bag projektet står foreløbig otte store danske virksomheder, som forærer parret koncerten i bryllupsgave. Overskuddet fra billetsalget går til Red Barnet. Billetterne til koncerten sælges fra tirsdag og koster fra godt 200 kroner til godt 500. Koncerten transmitteres direkte på TV 2. /ritzau/