EMNER

TV Depressiv

Undskyld, jeg bander, men føj for en lorteuge! Ikke sådan noget med overraskende vand- og varmeregning, bund ud af fyldte indkøbsposer midt på hovedvejen eller cykelstyrt på hovedet ned i vandpyt-dårlig uge. Nej, starten på det nye år har skam været forrygende, og årets anden uge i min egen lykkelige lille virkelighed, har såmænd været en af de bedre. Men det, der trækker sorte skyer over mine egne lyseblå af slagsen, er ugens tv-indhold. Ikke fordi det er fyldt med fordummende reality og ligegyldige se-mit-hus/have/køleskab-programmer, for det er vi så vant til. Men fordi det var rent ud sagt deprimerende. For fremtiden, for menneskeheden og for troen på at løfte i flok, hvis man må bruge så store klicheer. Ugens tv var ren guf for den lille bitte afkrog i hjernen, der som på kommando kan vokse sig stor og fortærende, hvis vi ikke tvinger os selv til at lukke det med positive tanker. Det er alle de mørke idéer, om at man aldrig bliver lykkelig, at naboen altid har det sjovere, og at jorden går under lige om lidt på grund af alle verdens ulykker. Som dagene gik, labbede mit sorte hul i sig og blev kun holdt i skak af den betryggende dagligdag omkring mig. Den opblussede evighedskonflikt i Gaza har plastret sendefladen til med skrigende kvinder og døde børn. Både tragisk og deprimerende nok til at gå i vinterhi til langt ind i sommeren, men det er ikke den, klummen skal angribe. Endnu. Mandagens tv handlede - foruden billederne af frustrerede palæstinensere der risikerede granater i hovedet, når de gik ud for at finde mad, der ikke var der - paradoksalt nok om børn, der elsker våben. Eller rettere børn, der af deres forældre blev indoktrineret, at våben er fornøjelse, legetøj og familiefællesskab. Her så vi spædbørn sidde og slikke på et sort håndvåben, fem-årige, der affyrede maskinpistoler sammen med farmand og syvårige piger, der havde deres eget halv- eller helautomatiske gevær, som nød følelsen af stødet, der gik gennem hele kroppen, når de affyrede. Et forældrepar til fire tog hver uge hele pakken med, hvor den yngste var fem år - han skulle nok lære det, sagde faderen, da drengen ladede med de forkerte patroner - og den ældste var en stor teenagedreng, lige så tyk som sin far, der levede mere end rigeligt op til den gennemsnitlige amerikanske vægtklasse. Ikke så underligt eftersom fodbold og skovture var skiftet ud med søndagsudflugt til skydebanen. - Jeg kan ikke se, skydning er anderledes end fodbold og baseball. Baseballbat er også farlige. Sådan et kan slå mange ihjel. Bare se i Chicago, grinede faderen. Og den ældste søn proklamerede, at han til enhver tid ville skyde først og spørge bagefter, hvis han skulle passe på sin familie. En logik og et program der sparkede indvoldene langt ind i ryggen, så grum en fornemmelse havde man i maven efter at have set det. Man kunne jo så trøste sig med, at det selvfølgelig skete i USA, hvor de nægter at se sammenhængen mellem skolemassakrer og den liberale våbenpolitik. Eller det kunne være en trøst, hvis ikke det var fordi, at skydegale USA er en stormagt, der blandt andet er fast støtte til Israels nedslagtning af palæstinensiske civile. Disse terrorlignende handlinger sker i ly af argumenter, om at Hamas gemmer sig på skoler og hospitaler, og det dermed er legitime mål. Og når stormagterne er på spil, er Danmark også sølet ind i det. I denne sag med en statsminister, der ikke rigtig vil sige noget, og en udenrigsminister, der vatnisser sig ud i, at Israel har ret til at forsvare sig, men de måske godt lige kunne skrue lidt ned for blusset. Det gør Israel ikke. Tværtimod ryger to FN-skoler om tirsdagen. Der sker fejl, forklarer Israels udenrigsminister. Ligesom da fire israelske soldater blev skudt af deres egne. Det øgede israelernes tabstal til seks. Senere ændrede hun forklaring til standard: Hamas havde gemt sig på skolerne. Tilbage til tirsdagens underholdningsprogram. Her gav en dansk dreng sine forældre lidt af et chok. De arbejdede for meget. Han ville gerne, at de så ham spille fodbold, og at de tog i skoven om søndagen. - Jamen, du er jo tit hos mormor og morfar, lød svaret fra revisormoderen, der er chef i firmaet, som faderen også arbejder i, og hvor han selv var chef, indtil han gik ned med stress. Så noget tyder på, at lille Jakob har ret i, at hans forældre godt kunne skære lidt ned. Det gør de, efter at de med tårer i øjnene har set hans film - for han tør ikke fortælle dem, hvor ked af det, han er. Men det er efter, at vi har fulgt en bedrøvet og hænderknugende dreng i 40 minutter. Og tænkt på hvor mange børn, der sidder klistret til tv’et, mens forældrene har travlt med at tjene penge. For det er vigtigt nu i et samfund, hvor man skal kunne nå det hele. Og vi tænker på børns voksende pilleforbrug, som også er omtalt her i ugen. Piller for hovedpine, mavepine og for at være ked af det. Hvis børn er fremtiden, passer vi godt nok ikke ret meget på dem. Jeg nægter dog at lade det sorte hul i hjernens afkrog få lov til at nære sig på det overforbrug af føde, der er kastet ind til det i ugens løb. Sidst på ugen klarede skyerne nemlig en brøkdel op. En våbenhvileaftale i Gaza er måske på trapperne trods parternes uforsonlige krav. Vesten begynder sporadisk at brokke sig over, at Israel skyder hospitaler og skoler ned, som EU har været med til at bygge op. Selv israelerne kan se, hvordan deres popularitet i medierne styrtdykker efter angrebene på civile. De begynder at trække i land. At en af de uforsonlige parter bløder op, er måske det, der skal til. Så mangler vi bare, at det sker på regeringsplan også.