Bortførelser

TV-drama: Forborgelsen

NORDJYSKEs anmelder giver fire stjerner til andet afsnit af ”Forbrydelsen III”

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sarah Lund, unge Asbjørn Juncker og chefen, Brix. Sofie Gråbøl, Sigurd Holmen le Dous og Morten Suurballe. Man kunne også gå på jagt i skuespillernes navne for at karakterisere personerne. Foto: Tine Harden

DANMARK:Der er noget helt galt, når man så hurtigt i en krimiserie som ”Forbrydelsen” genkender morderen på stemmen. En ret så kendt stemme, i hvert fald for den, der jævnlig ser dansk tv-drama.

Og når man så oven i købet ser ham i baggrunden, gående på gaden med en mobiltelefon i hånden – ja, så skulle den gåde være opklaret.
Det håber jeg selvfølgelig er forkert.
Holdet bag ”Forbrydelsen” er jo så professionelle, som de fås. De kender alle fælderne og smutvejene – og de ved om nogen, at morderen ikke må kunne gættes så let.
Så jeg tror, han bare er en frontfigur, en håndlanger, en medsammensvoren, som måske netop udfører den del af arbejdet, der efterlader spor som f. eks. en stemme, fordi han ikke kan genkendes af politi og andre - i modsætning til den virkelige bagmand.
Så nej, jeg tror ikke, det er ham – ham, der stod på taget af Domhuset og sparkede vicestatsadvokaten i døden, mens han så Sarah Lund lige ind i øjnene. Jeg tror, at han bliver taget eller afsløret eller slået ihjel om ikke så mange afsnit, mens vi stadig skal tro, at det er ham – og så bare blive endnu mere mystificerede.
Men sådan kan man jo gætte og håbe og gøre ved. Spindet er først lige ved at blive spundet, sporene ved at blive lagt ud. Sporet fra skibet bliver nu sværere at afdække, efter at vicestatsadvokaten fik sin bratte bekomst for enden af bjergbestigerrebet.
Han nåede aldrig at tale mere med Sarah Lund om sin samtale med den myrdede og parterede baltiske styrmand. Hvad var det for en sag, han og hans to kammerater var involveret i som vidner? Et barn, der var løbet hjemmefra og havde taget sit eget liv – og var blevet fundet i den havn, ”Medea” lå i på det tidspunkt. (Et ret uheldssvangert navn til et skib, i øvrigt).
En af irritationerne ved de første to afsnit har været, at PET-manden Borch (Nikolaj Lie Kaas) optræder så fuldkommen uprofessionelt.
Når Sarah Lund gerne vil følge et spor på skibet, styrmandens og sømændenes færden, så affejer han hende bare og siger, at det handler om at finde den lille pige. Det er da for dumt – på samme skib er netop fundet billeder af kendte terrorister OG af den lille pige. Det spiller ikke ret godt.
Igen medmindre: Medmindre, der er en anden dagsorden. Medmindre PET skal bortlede kriminalpolitiets fokus fra terror-sporet.
Og det kunne den politiske rival, Ussings bombe i statsministerdebatten jo godt tyde på: At justitsministeriet og PET var advaret om bortførelsen af Emilie flere dage før.
Til gengæld synes jeg, at den meget store handlingsdel, som valgkampen får, trækker serien skæv. Det er lidt som om, ”Forbrydelsen” nu skal nyde godt af den voldsomme succes, ”Borgen” har haft. Men der er ikke tyngde nok i de skikkelser. Vel var der også politiske elementer i ”Forbrydelsen”s tidligere sæsoner, men her synes jeg, at det tipper. Indtil videre. Det kan jo vise sig at være mere relevant, end det ser ud til.
I øjeblikket er der tre ligeværdige søjler: Zeuthen-imperiet, valgkampen og kidnapningen. De rummer alle tre elementer af skjulte dagsordener: Magtkampen i Zeeland, konspirationerne i valgkampen og spillet mellem PET og politi i krimigåden.
I alle tre er der kærlighed med i spillet: Zeuthen og hans hustru, statsministeren og støttepartilederen – og Sarah og hr. PET, måske?
I hvert fald Sarah og sønnen og svigerdatteren. Så stærke følelser, at hun tabte fokus det farligste sted, så toget var kørt. Det var en god detalje.
En anden god detalje er den nye unge politimand, Asbjørn, og hans brændende ønske om at blive kaldt Juncker og ikke Asbjørn. Det bliver han så ikke. Til gengæld må han meget gerne holde op med at tale med mad i munden.
Og sådan kan snakken jo køre: Stig Hoffmeyer i rollen som den trofaste gamle højrehånd i rederiet.
Er han ikke lige lovlig trofast og ædel? Og skulede han ikke lidt sært et sted? Og bare navnet: Niels Reinhardt – skal det læses som ”ren af hjertet” eller som ”ren hårdhed”? Heydrich hed det jo også.
Nej, han er for indlysende – han er en afledning.
Men skal reglerne følges, har vi allerede set banditten.
Så hvem er det? Er det virkelig bare manden med elefanthuen?.
Næppe.
Fakta:

”Forbrydelsen III”, afsnit 2:10.

Manuskript: Søren Sveistrup, Michael W. Horsten.
Instruktion: Mikkel Serup.
Foto: Marcel Zyskind.
Musik: Frans Bak.
DR-TV søndag aften. Uegnet for børn, hvorfor det naturligvis sendes kl. 20, hvor alle børn jo for længst sover sødt (!).

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden