EMNER

Tv er blevet danskernes kirke

KØBENHAVN:Selv om flere undersøgelser de senere år har dokumenteret, at interessen for det religiøse er voksende, så har det ikke givet sig udslag i en tilsvarende stigning i kirkegangen. Derimod ser det ud til, at religiøse tv-udsendelser bliver mere og mere populære. Hver fjerde dansker får sit primære åndelige input gennem tv, mens det kun er hver tiende, der foretrækker at bruge kirken til at søge svar på religiøse spørgsmål. Det viser en undersøgelse, som medieforskeren Stig Hjarvard har gennemført for GOD TV Scandinavia. GOD TV producerer tv-udsendelser med kristens religiøst indhold til 149 lande. 35,7 procent svarer, at tv eller radio er deres vigtigste kilde til information om religion. Danskerne kan møde tro og religion i film og underholdningsprogrammer med spirituelle temaer, ved tv-transmitterede gudstjenester og religiøse debatprogrammer på DR, TV2 og øvrige danske kanaler. Men der findes i dag også flere end 30 kristne tv-kanaler i Europa, som kan ses via satellit i Danmark. GUD Channel, der produceres af GOD TV, kan hentes gratis fra fem satellitter. Alle der har Viasat parabol og mange med kabelnet har også tilgang til GOD Channel, der desuden kan ses online på www.god.tv. /ritzau/