Tv gør stor skade

I de senere år har vi gang på gang læst om, hvordan unge studerende i udlandet er gået amok på deres skole

VOLD:I de senere år har vi gang på gang læst om, hvordan unge studerende i udlandet er gået amok på deres skole med skydevåben og har dræbt kammerater og lærere, før de til slut har dræbt sig selv. Og spørgsmålet har rejst sig om, hvorfor det mon er sket, og hvordan noget tilsvarende kan undgås her. For mig er en mulig årsag let at få øje på. Såvel i blade for unge, f.eks. "Tjeck", der uddeles gratis på alle uddannelsessteder, som i diverse underholdningsudsendelser i tv går der et manende budskab til alle unge: "Vind eller forsvind!" I dette magasin koncentrerer man sig om at give ganske unge den opfattelse, at avancerede seksuelle teknikaliteter er noget så selvfølgeligt, at er man ikke med her, så er der noget i vejen med én. I mange såkaldte action-film forekommer der slagsmål, hvor deltagerne tildeler hinanden så barske slag, at de i den virkelige verden ville give alvorlige og livsvarige skader. Men her rejser vinderen sig igen, børster støvet af ærmerne og fortsætter handlingsforløbet. Læren er, at selv grov vold ikke har varige skadelige effekter. Så tæv bare løs! I tv-programmer som f.eks. "X Factor" foregår der et socialt udskillelsesløb, hvor dagens vindere bliver hyldet langt ind i det groteske, og ikke-vinderne får at vide, at de aldeles ingenting er værd. I Melodi Grand Prix for særdeles mindreårige, MGP, opflaskes børnene fra helt små med det samme budskab: Hvis du ikke vinder i vor dybt åndssvage konkurrence, er du bare nul og niks – du er ikke blot en ikke-vinder, du er en sølle taber! I "Robinson Ekspeditionen" er det endnu værre: Her findes vinderen ikke som den bedste i ét hug, men som den, der gennem en række afstemninger har undgået at blive ”stemt hjem”, og det er ikke et fjernt dommerpanel, der foretager den successive marginalisering, men ekspeditionsdeltagerne selv. Man leder altså ikke efter den bedste, men efter den dårligste. Dette program er en direkte oplæring, ikke blot i systematisk udstødelse, men i at udstødelse af andre er en selvfølgelig og naturlig ting at deltage i. Unge, der ikke har mange sociale sejre i deres hverdag, og som føler, at disse asociale og dybt skadelige spil illustrerer deres egen hverdag, reagerer let på deres afmagt i hverdagen ved at isolere sig på deres værelse og spille computerspil, der ofte går ud på at dræbe eller tilintetgøre virtuelle fjender med skydevåben. Ligesom action-filmene gør disse spil drab til noget harmløst – der er jo ikke nogen ”rigtige” mennesker, man dræber i de spil. Men måske gør de spil det lettere for et frustreret ungt menneske at overskride grænsen til den dødelige vold. Hvis man vil formindske risikoen for, at en frustreret dansk studerende en dag begynder at myrde løs blandt kammerater og lærere, var det måske værd at overveje at gøre noget for at begrænse eller helst helt standse de mange glorificerende oplæringer i marginalisering og taberudnævnelse, som de unge daglig udsættes for gennem medierne. Det er bestemt ikke en form for oplæring, vi har brug for.