EMNER

Tv har gjort det til et hit at være handyman

Boligprogrammer er medvirkende årsag til, at det igen er blevet moderne blandt unge at tage en håndværkeruddannelse

Danskerne bruger i høj grad de penge, som de får ved tillægslån eller omlægning af lån, på at forbedre deres bolig. Det viser en undersøgelse fra Realkreditrådet. FOTO:Steffen Ortmann/SCANPIX

Danskerne bruger i høj grad de penge, som de får ved tillægslån eller omlægning af lån, på at forbedre deres bolig. Det viser en undersøgelse fra Realkreditrådet. FOTO:Steffen Ortmann/SCANPIX

Blandt de unge er der fornyet prestige i at være håndværker. Især murer- og tømrerfaget mærker stor tilgang, og interessen hænger også sammen med det markante boom i byggeriet, skriver Frederiksborg Amts Avis. - Vi tror på, at den positive udvikling har bidt sig fast, og derfor er virksomhederne også meget interesserede i at uddanne den arbejdskraft, de har brug for i fremtiden, siger Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland. Antallet af uddannelsesaftaler mellem de nordsjællandske bygge- og anlægsvirksomheder og lærlinge er steget med 35 procent på et år, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. Det er hele 10 procent mere end landsgennemsnittet. Erhvervsskolen Hamlet i Hillerød bekræfter de unges interesse for at blive håndværkere, og uddannelsesforstander Claus Robl mener, at der er flere forklaringer på udviklingen. - Der er en vis jobgaranti til nye håndværkere på grund af den kraftige aktivitet i bygge- og anlægssektoren, og samtidig er det også velbetalt arbejde, hvor det tilmed kan være muligt at påvirke sin egen løn, siger Claus Robl. Desuden fornemmer han, at jobbet som håndværker også er blevet mere attraktivt i kraft af den eksponering, de forskellige fag har fået i tv-udsendelser. - Flemming Leth og de mange andre gør-det-selv-programmer med handymen har gjort det in at være håndværker, siger Claus Robl.Godt 60.000 unge er lige nu i gang med hovedforløbet på en erhvervsuddannelse på landsplan. Heraf har 17.000 unge valgt en bygge- og anlægsuddannelse. Over halvdelen af de uddannede inden for bygge- og anlægsområdet får senere job i andre brancher, viser en undersøgelse fra Dansk Byggeri. - Det er et problem, at medarbejderne forlader bygge- og anlægsbranchen, når de kommer op i årene. Derfor skal vi også blive bedre til at gøre det attraktivt for medarbejderne at blive i branchen. For vi har brug for arbejdskraften, siger Jørgen Simonsen.