Tv-kanaler satser på drama og comedy

Aalborg 1. september 2008 06:00

KØBENHAVN: Mens DR og TV 2 har tømt sparegrisen, bruger konkurrenterne på de kommercielle tv-stationer penge som aldrig før på nye og egenproducerede programmer. TV 3 har i dag premiere på komedieserien ”Maj og Charlie”, og samtidig tages der hul på en ny sæson af dramaserien om overklassens problemer i ”2900 Happiness”, som der er kommer 47 afsnit af. Desuden har man lige begyndt optagelserne til ”Lulu - bankrøverens kone”, der får premiere i foråret 2009 og er stationens dyreste dramasatsning nogensinde med et budget på 50 millioner kroner. - Vi har aldrig brugt så mange penge på egenproduktioner, og det er primært de danske dramaserier, der er dyre at lave selv. Men vi tror på, at det er vejen frem, hvis man vil have fat i flere seere, siger Morten Mogensen, der er programchef for TV3 og TV3 +. Også hos SBS TV, der er selskabet bag Kanal 5 og Kanal 4, er der blevet investeret kraftigt i dansk underholdning. De fleste kroner er gået til comedyprogrammer, og de helt store satsninger er ”Comedy Kuren” med Anders Matthesen og Henrik Bruhn samt ”Stå op” med Uffe Holm. Ellers står den på gensyn med baronesse Caroline Fleming i uvante rammer og nye sæsoner af ”Bonde søger brud”, ”De unge mødre” og ”Singleliv”. - Hvis du skal gøre dig over for danske seere, er du nødt til at have noget dansk at tilbyde. Ellers ryger de bare ud på Discovery eller nogle af de andre udenlandske kanaler, siger programdirektør Anne Engdal Stig Christensen. Hun vil ikke afsløre, hvor mange penge SBS TV har brugt på nye programmer, men nøjes med at konstatere, at mediekoncernen har ”øget investeringen i danske programmer betydeligt” siden 2006. Og ifølge programdirektøren er det en meget bevidst strategi, at det nu er kendte stand up-komikere, der skal agere lokkeduer for målgruppen på 15-45 år. - Vi synes, at comedy passer godt til kanalen. Så det er selvfølgelig en satsning på at få folk ind og blive på kanalen i længere tid. Vi vil gerne styrke os på bestemte dage, og når vi først har fået fat der, kan vi begynde at brede os ud og gøre opmærksom på, at vi faktisk har mange andre gode programmer, siger Anne Engdal Stig Christensen. Ifølge medieforsker Gunhild Agger fra Aalborg Universitet kan det da også vise sig at være en indbringende strategi, fordi comedy generelt er billigere at producere på grund af færre omkostninger ved optagelserne, som sjældent foregår udendørs. Hun mener også, at investeringen i mere drama kan give de kommercielle tv-kanaler mere medvind. Men det kræver, at seerne ikke bliver præsenteret for discount-tv, som er svært at tage alvorligt. - Ud fra en ren kommerciel synsvinkel er det et godt tidspunkt at opruste på, og det er et område, der tiltrækker mange seere. Men hvis de skal stjæle seere fra stationer som DR og TV 2 skal der være tale om kvalitetsprogrammer. Og jeg synes ikke, at kvaliteten har været særlig professionel indtil nu, siger medieforskeren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...