TV-lægen kommer til Hirtshals

En flok ildsjæle står bag projektet Vendsyssel på Vægten, der går i gang for alvor 8. januar 2017. Arkivfoto: Bent Bach

En flok ildsjæle står bag projektet Vendsyssel på Vægten, der går i gang for alvor 8. januar 2017. Arkivfoto: Bent Bach

Det store sundhedsprojekt Vendsyssel på Vægten skydes for alvor i gang mandag 12. december med et inspirationsforedrag. Om aftenen flytter TV-lægen ind i Hirtshals Idrætscenter og holder foredrag klokken 19.30.

Det er praktiserende læge Charlotte Bøving, der kommer for at give vendelboer inspiration til at kaste sig ud i et sundere liv.

Charlotte Bøving er praktiserende læge i Varde og kendt i hele Danmark for sin medvirken i en række tv-udsendelser. Blandt andet har hun været med i Go’Morgen Danmark og serien "lægen flytter ind", hvor hun har rådgivet danskerne om, hvordan det arbejder med et sundere liv.

Hun er selv aktiv idrætskvinde og er tidligere dansk mester på ironman.

- Alle er velkomne til at komme til Hirtshals og høre, hvad man kan gøre for at få et sundere liv. Det er gratis, og vi står oven i købet klar til at modtage hold til Vendsyssel På Vægten, siger Per Møller, der er koordinator på projektet.

Vendsyssel på Vægten begynder for alvor 8. januar, men inden da kan men melde sig til med et hold i en konkurrence om på ni uger at tabe mest muligt. Det er ikke bare et spørgsmål om kilo, men målingen sker efter et indeks i forhold til startvægten.

Et hold koster 500 kr. og kan maksimalt have fem deltagere.

De tilmeldte får mulighed for at deltage i forskellige foredrag - hvoraf det første altså allerede er 12. december. Senere dukker Chris MacDonald op, og man kan opleve Lindy fra Rigtige Mænd.

Vendsyssel på Vægten er et initiativ fra to af Hjørrings byrådspolitikere - og idrætsudøvere - nemlig Vibeke Haaning og Per Møller.

Tanken er, at vendelboerne rundt om i familierne og på arbejdspladserne skal konkurrere indbyrdes om at tabe mest.

Der er hver uge en præmie til det hold, der taber mest. Og til sidst en hovedpræmie til det hold, der over alle ugerne taber mest.

Man kan melde hold til på hjemmesiden vendsysselpaavaegten.

Et lignende projekt i Vestjylland havde 2000 deltagere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.