TV Nord-sag for statsrevisorerne

Folketingets statsrevisorer vil på et møde i morgen onsdag drøfte uroen om ledelsen og de økonomiske forhold på TV2/Nord. Det er statsrevisorernes næstformand, folketingsmedlem Helge Mortensen (S) der tager sagen op på grund af de senere dages oplysninger i pressen: "Det virker somom nogle dispositioner ikke har været helt iorden", siger Helge Mortensen. Han vil have sikkerhed for, at der ikke er sket et misbrug af de offentlige licenskroner, som TV2/Nord får en del af. Bestyrelsen for nordjyske tvstation besluttede i går at suspendere direktør Bent Bjørn og sende ham hjem, mens advokatfirmaet Advodan skal gennemgå alle juridiske og økonomiske dispositioner mellem TV2/Nord og andre selskaber de seneste fire år. Bestyrelsesformand Hans Stocholm siger, at bestyrelsens beslutning skyldes mistillid til direktøren. Men hvis de fem statsrevisorer onsdag enes om at der er behov for en nærmere undersøgelse af forholdene på TV2/Nord, vil også Rigsrevisionens eksperter møde op på stationen i Åbybro for at gennemgå papirerne. Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen er parat til at drøfte sagen på onsdagens møde. Han vil i første omgang vurdere, om bestyrelsens undersøgelse er tilstrækkelig: "Det er et rosværdigt initiativ, bestyrelsen har taget, og måske skal vi afvente resultatet af den interne undersøgelse. Hvis den kan stille de kritiske øjne tilfreds, er der ikke grund til at gå videre. Men hvis der fortsat er tvivl, så er der basis for at bede Rigsrevisonen om at gå ind i sagen" siger statsrevisorernes formand, Peder Larsen.