Medievirksomhed

TV-pirat skal af med 65.000 kr

En TV-pirat fra Hjørring blev onsdag dømt for ulovlig kopiering af TV-kort til parabolmodtagere. Kortene gør det muligt at se betalings-TV uden at betale. En privat deketektiv opsporede manden i marts.

De kort, som manden solgte gjorde det muligt at se Viasat og Canal Digital, så aftagerne til kortet blandt andet kunne se TV3 uden at betale. Betalingskanalerne har længe ført kampagne mod piratkopiering af TV-kort i blandt andet annoncer og TV-reklamer. Branchen vurderer det årlige tab til et trecifret millionbeløb, og har derfor organiseret sig i foreningen STOP. Privatdektektiven, der fandt manden i Hjørring, var udsendt af STOP. Anmeldelsen fra detektiven førte til at politiet, fogeden og folk fra STOP i marts fik en dommerkendelse, og ransagede mandens hus kl. 6.30 om morgenen. Manden benægtede alt, men beviser i form af ulovlige kort og udstyr til fremstilling af dem, blev fundet under mandens seng. Hos Viasat, der bl.a. står bag TV3 og TV3+, siger informationschef Niels Jørgen Langkilde, at konsekvenerne ofte kommer bag på folk: "For os der kender området, er det utroligt, at nogle tør tage den personlige risiko og bevæge sig ind i dette betændte miljø. Vi har set i flere sager, at tv-pirater laver kriminalitet på mange fronter, og at de er organiserede på tværs af landegrænser." Ifølge Langkilde kan en alm. husstand med et enkelt piratkort risikere en samlet bøde og ertstatning på op til 15.000 kr.