Tv-serien har fået ny status VIDEO: Selv om tv-udbuddet er så stort som aldrig før, vil vi ikke længere nøjes med det, som tv-kanalerne tilbyder. Salget af tv-serier på dvd rykker

Benedikte Ballund
Tv-serien ”Sex and the City” genudsendes stadig med jævne mellemrum på TV3, men ikke desto mindre er den lyserøde skotøjsæske med hele serien på dvd lidt af et salgshit. Foto: TV3
Medievirksomhed 25. oktober 2008 06:00

Vi har flere og flere tv-kanaler til vores rådighed, så man skulle tro, det ville være muligt at finde noget, der var værd at se. Alligevel er der gang i salget af dvd’er og bokssæt med hele årgange af tv-serier. Hos forhandlerne fylder serierne godt op på hylderne og i salgslisterne, og den lyserøde skotøjsæske, der rummer hele ”Sex and the City”-serien er blevet det foretrukne hadeobjekt for mange mænd rundt omkring i de danske hjem. Markedet er voksende. - Man kan se det på vores salgstop-10. Fem af pladserne er besat af en dvd med en sæson af en tv-serie, siger Niels Ole Pedersen, der er daglig leder af forretningen Laserdisken, som har afdelinger i København og Aalborg og desuden sælger film og dvd’er over nettet. - Hvis man ser en spændingsserie, er det forfærdeligt at skulle nøjes med et afsnit om ugen, og man slipper for reklamerne, siger han. Han tror desuden, at tv-serier som købevare oplever stigende popularitet, fordi vi helt selv kan bestemme. - Jeg vil ikke tvinges til at være hjemme torsdag aften, fordi det er det tidspunkt, hvor tv sender en serie, siger han. Mellem vold og porno Også medieforsker Frands Mortensen fra Aarhus Universitet peger på, at det handler om tilgængelighed. - Man vil have hurtig adgang, og det er noget, der i det hele taget præger vores investeringer i medier. Vi investerer masser af penge i dyrt afspilningsudstyr, som vi ikke bruger særlig tit, og vi har masser af kanaler, men vi ser kun fire-fem af dem til daglig. Vi vil bare gerne have adgang til CNN den dag, hvor der virkelig sker noget vigtigt, siger han. Andre forklaringer på tv-seriernes voksende popularitet i vores indkøbskurve er ifølge Frands Mortensen, at udvalget er vokset, fordi der er blevet afklaret copyright-spørgsmål, og producenterne kan sagtens se fidusen. Hvis de sælger en film til udlejning, får de kun et engangsbeløb. Selvom videoudlejerne langer filmen over disken rigtig mange gange, er der ikke flere penge til producenterne. Det er der til gengæld, når tv-serierne bliver solgt. Og så mener Frands Mortensen også, at kvaliteten er blevet højere, både når det gælder indhold og salgssteder. - Tv-serier har jo fået et kulturelt løft, fordi de nu sælges hos boghandlere, mens man før skulle ned på tanken og stå mellem vold og porno. Spørger efter fortsættelsen Niels Ole Pedersen mener heller ikke, at det kun bekvemmelighed og hurtig adgang, der lokker. Det er også blevet mere acceptabelt at interessere sig for tv-serier, mener han. - Selv sådan noget, som man tidligere ikke ville sige højt, at man så, kommer nu ud på dvd, og det er jo fordi, der er et marked for det. Det er for eksempel 80’er-serier som ”Dallas”, ”Dollars” og ”Knight Rider”, som ellers er blevet regnet for at være lidt kitschede, men kitsch er jo også blevet in, siger han. Ifølge Niels Ole Pedersen er det ikke kun de yngre generationer, der har taget tv-serierne til deres hjerte. Også ældre efterlyser serier, som de kan huske fra fortidens tv-program. - Serier som ”Familien Ashton”, ”Herskab og tjenestefolk” er populære, og ”Europa i flammer” har været en stor succes. Tit er det børnene, der forærer dem til deres forældre, som så selv kommer ind for at spørge efter fortsættelsen, fortæller han. Frands Mortensen tror dog, at mange af serierne ligger på vores hylder og samler støv. - Vi har endnu ingen data for, hvor meget de købte serier faktisk bliver set, men vi har tidligere målt, hvor meget folk så af det, de optog på video, og det var stort set ingenting, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...