Tv-stjerne ødelagt af høje hæle

Skuespillerinden Sarah Jessica Parker er blevet tvunget ned i et par flade sko efter Sex & The City.

Tv-stjerne ødelagt af høje hæle

På tv var hun besat af kostbare stiletter fra designeren Manolo Blahnik.

I virkelighedens verden har rollen som modeskribenten Carrie Bradshaw i den populære tv-serie "Sex & The City" tæret på skuespillerinden Sarah Jessica Parkers ømme fødder.

- I cirka 10 år løb jeg bogstaveligt talt rundt i høje hæle. Jeg arbejdede 18 timer om dagen og tog dem aldrig af. Jeg gik i smukke sko, nogle mere vellavede end andre, og brokkede mig aldrig, siger skuespillerinden til online-magasinet Net-a-Porter.

Først efter at være vrikket om under indspilningerne til en film i 2011 besluttede den stilbevidste film- og tv-stjerne sig for at opsøge en fodlæge.

- Han sagde: "Din fod gør ting, den ikke burde kunne. Den knogle der? Du har skabt den knogle. Den hører ikke hjemme der", fortæller hun.

47-årige Sarah Jessica Parker er ked af, at hendes fødder ikke er helt unge længere.

- Til sidst var mine fødder sådan: "Ved du hvad? Vi er virkelig trætte - gider du stoppe? Og ikke putte os ned i flere billige sko?", siger hun.

Nu kan de berejste fødder se frem til mere tid i et par flade og fodvenlige sneakers.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.