Tv-tårer er guld

Aldrig nogensinde lykkedes det danske pressefotografer at fange tidligere statsminister Jens Otto krag med en tåre i øjet.

Man nøjedes med at fotografere mandens sko - dengang med det berømte hul. Det billede gav latter, men ingen tårer. Men man jagtede heller ikke tåren. Tiden var en anden. Der herskede den rimelige grundholdning, at tårer er noget meget privat, som skal behandles i respekt for det enkelte menneskes ukrænkelighed. Tåren – som mediebegivenhed - blev vel første gang lanceret, da Ritt Bjerregaard fik fyresedlen som undervisningsminister af Krags efterfølger Anker Jørgensen. Ingen ventede tåren, ingen stod klar, ingen pressede på – der kom bare. Den lille håndbevægelse omkring øjet, da Knud Heinesen tog over. Bevægelsen kunne minde om, at damen viftede en flue bort, eller førte et langt hår fra sin berømte hestehale væk fra ansigtet. Men det var en lille tåre dybt inde i øjenkrogen. Her var beviset på, at det menneske, som de samme medier ofte kaldte isdronningen, havde følelser under den ellers fornemme offentlige kontrol af samme. Tåren blev dog fanget elegant på afstand, og gengivet lidt forsigtigt. Følelsen af at man brød den personlige integritet var der. Siden er der løbet mange tårer gennem diverse linser. Især tv-mediet har udviklet sin eget tårekoncept, og det både i underholdnings-, fakta- og nyhedsudsendelser. Helst ingen nyhedsudsendelse uden et par stærke menneskelige reaktioner lige fra det stille sammenbrud til det plaskende stortuderi, hvor tårerne får lov til at flyde, indtil der bliver helt svampet foran tv-apparatet. Kniber det med at få det direkte sammenbrud, så kan journalisten altid stille det viskestykkekrævende spørgsmål: Hvordan føler du det lige nu? Det kan da ikke være på Journalisthøjskolen, man lærer den slags! Blot inden for denne sommer har tårejournalistikken taget helt overhånd. Senest var det i den ubehagelige Kampusch-sag fra Østrig, hvor en 18-årig pige flygtede fra en mand, der havde holdt hende fanget, siden pigen var 10 år. Tv-reportagerne har alle haft et interview med pigens far – og i slutbillederne har man altid – uden at det har tilført reportagen nogen indholdsværdi - vist farens forståelige og forudsigelige grådkvalte sammenbrud. Det er også inden for den seneste måned, at TV 2 viste et interview med en 10-årig dreng, der hjemkommet fra Libanon græd foran kameraet, som ikke blev slukket, selv om drengen grædende fortalte, at hans oplevelser var så sørgelige, at han ikke kunne fortælle om dem. På drengens vegne klagede Sundhedsstyrelsens direktør til såvel TV 2 som til Pressenævnet for brud på god presseetik. Styrelsen fandt, at det var ubehageligt for drengen og for seerne, at kameraet nærmest dvælede ved drengens ansigt, der udtrykte smerte og belastning. Sådan eksponerer man ikke børn. Vagthavende leder på TV 2 afviste klagen, og først da TV 2-direktøren himself blev forelagt klagen, udtalte han, at det var forkert at bringe billederne af drengen. TV 2’s tillidsmand blev sur over chefens indblanding og fandt det ønskeligt med klare interne regler. Dertil kan blot siges – jamen, så lav dog nogle etiske regler. På samme måde, som Danmarks Radio har lavet sit etiske regelsæt – i øvrigt med et særligt afsnit om børns medvirken. Det skete efter den voldsomme dagplejemanipulationssag fra Mors. Når talen falder på overskridelser af etiske grænser, så er de altså nu særligt slemme på TV 2. Gennem årene har der været mange sager, hvor fejlbedømmelserne altid er blevet forklaret med, at der har været ferievikarer, dårlig intern kommunikation og mere af den slags, og til sidst er chefen trådt til og beklaget, og forsikret, at der nu vil blive taget tilløb til indførelse af nye rutiner og beslutningsmønstre, der forhindrer gentagelser. Har man sagt – gang på gang. Og det holder kun indtil næste gang. Tv-tårer er guld. Og man skal gerne have dem før konkurrenten. Beviset kom under årets Tour de France. Den danske cykelrytter Michael Rasmussen fra Rabobank, blev sejrherre i kongeetapen i alperne. Efter sejren blev han interviewet direkte af TV 2’s reporter, og det første spørgsmål til den trætte mand, der havde givet alt, og stod med sin største sejr nogensinde, var selvfølgelig - hvad han følte lige nu. Et hvilket som helst andet spørgsmål med en vis cykelinteressant vinkel kunne han bragt Rasmussen over det nærliggende emotionelle sammenbrud og give nogle interessante bud på, hvordan han modstod presset fra feltet etc., men lige netop det stillede spørgsmål gav det forventede sammenbrud. Tårerne tog over, og blev gengivet igen og igen. Som spots, headlines - som særligt salgbart tv. Selv tv-kommentator Rolf Sørensen havde ikke ord om sejren, fordi han var bevæget og måtte tørre tårer bort. Det gav også ham plads i spots og headlines. Vægten af uprofessionel kunnen fik fortrinsret frem for kunnen og indsigt. Det er forståeligt, at ugepressen og formiddagspressen er trængt på oplagstallene – de kan kun vise frosne tårer. Moderne tv-journalistik viser dem direkte, dvælende – igen og igen. Hvordan kan de dog få folk til at græde så længe? Det kan godt være, at vi har de elektroniske nyhedsudsendelser vi fortjener, men det kan også godt være, at vi fortjener dem bedre. I hvert fald bør vi snart – gerne i samlet licensflok - tage os sammen og fortælle, at det ikke kun er de etiske grænser, der helt ukontrollabelt er overskredet, men også kvalmegrænsen. [ Frode Muldkjær er radiojournalist. Bosiddende i Dronninglund. Tidl. formand for Børnerådet, og initiativtager til en række børnepolitiske tiltag og børnekulturelle aktiviteter.