Tv-vært overtager konservativ kreds

Jeppe Søe, der bor i Aalborg, kandidat i Aalborg Vest

AALBORG:Efter to hurtige udskiftninger af kandidater i i Aalborg Vest, er tidligere studeivært både på TV3 og på TV2Nord Jeppe Søe blevet opstillet for de konservative i Aalborg Vest. Tidligere har kredsen været en sikker bastion, men ved de seneste valg har den ikke givet direkte adgang til Christiansborg. Med en konservativ fremgang har den snart 32-årige journalist Jeppe Søe gode muligheder for at sikre, at kredsen igen bliver repræsenteret i Folketinget. Som kandidat afløser han Niels Sørensen, der ikke ved valget i 2001 fik stemmer nok til at komme i Folketinget. Niels Sørensens forgænger var Niels Ahlmann-Ohlsen, der ikke opnåede valg i 1998. I en lang årrække repræsenteret Niels Ahlmann-Ohlsen Det konservative Folkeparti i Folketinget, men i dag har han forladt partiet. - Jeg lægger ikke så stor vægt på, hvordan det er gået ved de seneste valg. Jeg stiller op i håb om at blive valgt. Lykkes det kan det sagtens kombineres med mit arbejde i Aalborg, og jeg mener også, at det vil være meget godt for et folketingsmedlem stadig at have forbindelse til sit erhverv, siger Jeppe Søe. For et par år siden indstillede han sin karriere som studievært på TV3, og han bor nu i Gug, hvorfra han sammen med kæresten Pia Møller Nielsen driver firmaet Wide Vision, der er et medie-bureau, der blndt andet løser kommunikationsopgaver for virksomheder. Den ny folketingskandidat erkender, at han ikke er det første kendte tv-ansigt, der forsøger at melde sig på tinge. Men efter hans opfattelse er de tider forbi, hvor det er nok at have vundet et Robinson-trofæ eller at have deltaget i talkshow: - Jeg har ikke kunnet kombineret politisk arbejde med mit tidligere job på tv, og det var først da jeg stoppede som studievært, at jeg meldte mig ind i Det konservative Folkeparti. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være det parti, og siden er jeg blevet endnu mere sikker på, at mit valg var rigtigt. Tidligere har det været Socialdemokratiet, der gjorde noget for arbejderne, men jeg er sikker på, at skal man gøre noget for beskæftigelsen, så gælder det først og fremmest om at skabe forhold, der er ok for virksomhederne, siger Jeppe Søe. Han er vokset op i højskoleverdenen og i et radikalt miljø. Fødestedet var Krogerup Højskole, og en del af barndommen foregik på Uldum Højskole og senere på Lønne Højskole i Vestjylland. Faderen er den tidligere journalist, redaktør og højskoleforstander Poul Erik Søe. - Højskoleverdenen var spændende. Jeg har jo mødt tusindvis af mennesker der, og det er da også noget, som har præget mig. Min far har altid sagt: Frihed til forskellighed. Det er ord, som jeg ofte har gjort til mine. Tit har min far og jeg store diskussioner, og noget af det bedste er jo at møde modstand. Men i øvrigt er min morfar konservativ, siger Jeppe Søe. - Vi har brug for en kandidat, der kan formidle og udøve politik samt gøre den interessant for menig mand, siger formanden for de konservative i Aalborg Vest Thomas Klitgaard.