TV2 åbner politisk ø-lejr på Bornholm

Politikernes festival er i gang. Men også Steffen Brandt og TV2 var med til at åbne Folkemødet på Bornholm.

TV2 åbner politisk ø-lejr på Bornholm

"Bornholm, Bornholm, Bornholm. Du, min dejlige ferieø. Bornholm, Bornholm, Bornholm. Ved den herlige Østersø".

Med tonerne fra sangen fra filmen "Far til fire på Bornholm" og en efterfølgende koncert med gruppen TV2 blev Folkemødet 2013 torsdag eftermiddag skudt i gang i den bornholmske by Allinge.

Dermed er der taget hul på fire dages "politisk ø-lejr", som Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S) betegnede det i sin åbningstale inden koncerten.

- Folkemødet er på kort tid blevet en dansk tradition med en tydelig bornholmsk dialekt. Jeg er sikker på, at der venter os fire festlige og berigende dage, lød det i Grosbølls åbningstale.

Her lovede borgmesteren også, at der i år vil være bedre styr på praktiske ting som mad, transport og netværksadgang, selvom Folkemødet har fået vokseværk siden starten for to år siden.

I år ventes der således 60.000 deltagere ved den politiske folkefest i og omkring Allinge-Sandvig, hvor der normalt blot bor 1633 indbyggere.

Det er seks gange så mange som ved åbningen i 2011, hvor 10.000 mennesker deltog, og næsten dobbelt så mange som sidste år, hvor der mødte 32.000 mennesker op til den politiske fest.

Deltagerne omfatter blandt andet samtlige 23 ministre i regeringen og over 150 af Folketingets 179 medlemmer.

Derudover har 500 organisationer tilmeldt sig, og der vil blive afholdt over 1300 arrangementer, inden politikerne, lobbyisterne og de andre gæster forlader øen igen efter afslutningen søndag eftermiddag.

At Folkemødet først og fremmest står i debattens og politikkens tegn blev da også understreget ved åbningen, hvor TV2 og tilskuerne først lagde øre til en debat om de demokratiske udfordringer i Danmark med blandt andre kulturminister Marianne Jelved (R) og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), inden musikken blev givet fri.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.