EMNER

TV2 medarbejdere mediterer dagligt

20 minutter om dagen uden sko

KØBENHAVN:Et af de steder, hvor det spirituelle - i form af meditationskurser for medarbejderne - har vundet indpas, er hos TV2 Øst. Kurserne indgår i et strategisk kompetenceudviklingsprojekt og skal være med til at skabe ”klarhed og perspektiv” hos den enkelte medarbejder. Arbejdspladsen er netop kåret som en af Danmarks bedste. Redaktionschef Ole Hampenberg Andersen fra TV2 ØST var faktisk overrasket over, hvor parate medarbejderne var til at tage imod zenmeditation som redskab. Der var en umiddelbar parathed til at prøve kræfter med nye måder at gribe tingene an på. - Jeg havde leget med tanken længe, inden jeg tog mig sammen til at skrue et kursusforløb sammen, og sjovt nok viste det sig, at jeg var meget mere konservativ end medarbejderne. Mange havde allerede stiftet bekendtskab med meditation eller fandt det helt naturligt at prøve. Inden jeg fik set mig om, havde 75 procent af medarbejderne tegnet sig som interesseret i et kursus, fortæller han. Nu er det helt legalt, at medarbejderne tager 20 minutters time out, smider skoene og mediterer i hverdagen. Claus Beuchert fra firmaet Zenmind har været med til at træne medarbejdere og ledere hos TV2 ØST og på andre danske virksomheder. Han tror, at en god del af den succes, der følger i kølvandet på kurserne, er på grund af den jordnære tilgang, der er valgt til kurserne. - Min påstand er at alle -uanset branche og uddannelse - kan høste markante resultater ved at give medarbejderne meditation som værktøj. Og jeg opfatter netop meditation som et værktøj, som de godt nok ikke underviser i på Handelshøjskolen endnu, men ikke desto mindre lige så effektivt og med lige så håndgribelige resultater, siger han på Zenminds hjemmeside. Den type meditation, som blandt andet TV2 har prøvet, er zenmeditation. Den adskiller sig ved andre former for meditation ved at foregå med øjnene åbne og ved at foregå i kortere sessioner af cirka 20 minutters varighed.