Aabybro

TV2-økonomichef går frivilligt af

AABYBRO: Det er af egen fri vilje, at økonomichefen på TV2/Nord, Aksel C. Nielsen, fratræder sin stilling 1. februar næste år. Det bekendtgjorde han nemlig allerede sidste år. Beslutningen har dermed ingen sammenhæng med bestyrelsens beslutning i sidste uge om at fyre stationens chef, Bent Bjørn, fastslår han i dag overfor NORDJYSKE. - Det faktiske forhold er, at jeg allerede sidste år bekendtgjorde, at jeg ville fratræde indenfor et års tid. Udviklingen omkring Bent Bjørn i efteråret 2004 gjorde imidlertid, at der ikke blev aftalt en bestemt dato, fordi det ville være uhensigtsmæssigt at skifte både direktør og økonomichef på samme tid, fortæller Aksel C. Nielsen. - Omkring juletid 2004 informerede jeg derfor formand og næstformand i TV2/Nords bestyrelse om, at jeg nu ønskede at stoppe pr. 31. januar 2006, fordi jeg har 12 måneders opsigelse. Og det synes jeg ikke kan siges at være i utide, eftersom jeg er 64 år ved min fratræden, bemærker han. På opfordring fra formanden formulerede han sin opsigelse skriftligt. Aksel C. Nielsen tilføjer i øvrigt, at han naturligvis "er personligt berørt over al den støj, der unødigt er hvirvlet op omkring et - efter hans mening - "ganske naturligt og planlagt forløb". kjøller