TV2 over hele sendefladen

Nibe Festival TV2 The Raveonettes The Sandmen Vejret var mest i mol, da Nibe Festival lørdag lukkede og slukkede for i år, men hvad himlen manglede i lyse toner, bragte showstopperne i TV2 til fulde. Anført af rockens grå eminence Steffen Brandt bemægtigede de rutinerede århusianere sig ganske hele sendefladen. Men hvordan skal man anmelde TV2 – dansk musiks svar på kongehuset? Hvordan skal man argumentere mod små titusind mennesker, der fra første strofe kan sangene bedre end bandet selv? Svar: det kan man ikke. TV2 er folkelige på den fede måde. Har noget, som rammer høj og lav, technovrag på ecstacy og morfar med guldøllen og alle derimellem. En evne til løbende at forny sit publikum – hvor mange andre 80'er koryfæer hører du på P3? – der må vække misundelse blandt ligemænd (og på mange avisredaktioner, i øvrigt). På scenen er fornyelsen Sub Sui-sangerinden Stine Birch, der først og fremmest er pokkers dygtig, men så absolut også pynter – og hun får sågar lov til at give den som både Britney Spears i "Toxic" og Kelis i "Milkshake". Godt bakket op af Georg Olesen, der stille og roligt er Danmarks mest funky bassist. Lørdag nat slutter det som alle gode aftener "Bag duggede ruder" i endnu en toppræstation – og jeg er i tvivl om, om jeg nogensinde har set dem levere mindre. Genkendeligheden var også stor, da Nibes sidste aften blev åbnet af genopstandne The Sandmen. Men det var tydeligt, at den unge del af festivalen ikke kendte bandet – måske Danmarks bedste i perioden 1989-95 – for kun få var troppet op og gennemsnitsalderen var høj. Allan Vegenfeldt har stadig en af landets fineste rockvokaler, og i en god time gav han og resten af bandet fuldfede hits på stribe og demonstrerede en vitalitet, som til tider er savnet i vore dages popdominerede musikbranche. Fra før alting blev fedtfattigt og ironisk distance. Men tilbage var et djævelsk stik af melankoli. Var det bare sidste tur i manegen? Eller er der noget, der peger fremad? Det var der hos The Raveonettes, der fik de unge frem foran scenen og leverede 30 perfekte minutter med støjrock, supersexede vokalharmonier og Phil Spector-kor. Men duoens repertoire af korte, 2-3 minutters udladninger, alle i bb-dur eller bb-mol, er ikke designet til fuld koncertspilletid. Midtvejs begynder gentagelserne og inertien at snige sig ind i sættet – hvilket Sharin Foo og Sune Wagner var helt bevidste om. "Vi har aldrig prøvet at spille i 70 minutter før – og alle vores sange lyder ens," som Foo konstaterede. Så tre generationer af dansk rock spillede effektivt ud på Nibe Festivalens sidste aften – og helt bagvendt i forhold til resten af samfundet, var det grå guld de mest eftertragtede. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk Nibe Festival, Store Scene2, lørdag.