TV2: Programaftale med DR annulleret

Danmark 1. september 2004 06:00

København, tirsdag /ritzau/ TV2 anser aftalen med DR1 om koordinering af tv-programmer for ophævet og vil ikke længere tage hensyn til DR1. Pjat, mener DR1. En strid mellem landets to største tv-kanaler, TV2 og DR1, er nu brudt ud i lys lue. TV2 meddelte tirsdag, at man betragter aftalen mellem de to tv-stationer om koordinering af programmerne som annulleret, efter at Danmarks Radio mandag aften lancerede "Nyhedsmagsinet" på DR1. - Man kan ikke lave en nyhedsudsendelse og samtidig sige, at det ikke har noget med nyheder at gøre. Når man gør det, er vores aftale ikke noget værd, og derfor betragter jeg aftalen som ikke-eksisterende og agerer ud fra det, siger TV2s administrerende direktør Peter Parbo til Ritzau. "Nyhedsmagasinet" med reportager, interviews og gæster i studiet sendes fra klokken 18.30 til 19.30 og altså samtidig med TV2 Nyhederne klokken 19. Ifølge programkoordineringsaftalen mellem DR1 og TV2, som blev indgået mellem de to stationer i 2001 efter flere tilfælde af uheldig programlægning, må de ikke lægge nyhedsudsendelser over for hinanden mellem klokken 18 og 23. De to kanaler må heller ikke transmittere samme sportsgrene, førstegangsvisninger af danskproduceret tv-drama og danske børneudsendelser på samme tidspunkt. Kun aftalen omkring dansk dramatik fastholdes, fordi det står i TV2s public service-tilladelse, siger Peter Parbo. Hvad TV2 konkret vil svare igen med over for DR1, vil Peter Parbo ikke udtale sig om. - Jeg vil bare sige, at når vi programlægger fremover, så tager vi ikke hensyn til den aftale, for den eksisterer jo ikke mere. Hvad det får af konsekvenser, kan jeg ikke svare på nu, siger Peter Parbo. DR fastholder, at "Nyhedsmagasinet" ikke er et nyhedsprogram og forstår ikke TV2s reaktion. - Det er noget pjat. "Nyhedsmagasinet" er ikke mere nyhedsprogram end deres eget "Go' aften, Danmark", som ligger lige i hovedet på vores 18.30-tv-avis, siger tv-direktør i DR, Jørgen Ramskov. - Og det bliver altså ikke et nyhedsprogram, fordi Peter Parbo kalder det et nyhedsprogram, tilføjer han. Jørgen Ramskov tager TV2s reaktion til efterretning og vil fortsat tage hensyn til aftalen fra 2001. - Det er jo deres ret at sige aftalen op. Men vi vil ikke foretage os noget. Vi agter at koordinere, som om aftalen stadig er i brug, siger Jørgen Ramskov. Han vil nu tage kontakt til Peter Parbo for at finde ud af, hvad de skal stille op med programkoordineringsaftalen, som det i sin tid blev vedtaget skal drøftes og eventuelt revideres en gang om året. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...