TV2 Zulu forsvinder fra mange skærme

EMNER 25. september 2002 08:00

Adskillige tusinder af tv-seere vil fra og med 1. januar 2003 ikke længere kunne se tv-kanalen TV2 Zulu, med mindre de investerer i større og dyrere programpakker hos parabol- og kabelselskaberne. Det er konsekvensen af, at TV2 har besluttet sig for at gøre kanalen til en betalingskanal for at sikre økonomien og fremtiden for ungdomskanalen, der siden lanceringen i oktober 2000 har erobret omkring fem procent af seerandelen blandt de unge. TV2 har netop forhandlet en aftale på plads med TDC Kabel, der har besluttet at tilbyde sine kunder TV2 Zulu, men samtidig flyttes kanalen fra selskabets grundpakke til fuldpakken. Alene den aftale betyder, at omkring 180.000 af TDC Kabels 870.000 kunder fremover ikke længere kan se TV2 Zulu. TV2 forhandler i øjeblikket med de øvrige tv-distributører såsom Viasat, Canal Digital og Telia Stofa. De skal nu tage stilling til, om de overhovedet vil tilbyde kunderne TV2 Zulu, der kommer til at koste seerne omkring 10 kroner ekstra om måneden. TV2 oplyser, at pengene fra den delvise brugerfinansiering af Zulu blandt andet skal bruges til at styrke programfladen. Eksempelvis lanceres kanalen Mini Zulu, der bliver en børnekanal til de mindste om morgenen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...