TV3 satser på danske programmer

Tv-kanal hæver pris for at højne kvalitet i form af bl.a. danskproduceret tv

Medievirksomhed 7. juni 2003 08:00

AALBORG: Afgørelsens stund er kommet. Og den er endegyldig. Pr. 1. september har ANTV stemt TV3 og TV3+ ud af programpakken som følge af en prisstigning på over 50 procent for de to kanaler. Men hos Viasat A/S, der ejer de to kanaler, lader man sig ikke gribe af panik over at miste 42.000 nordjyske seere. I stedet håber man at få ANTV tilbage i folden, når antenneforeningen opdager, at kvaliteten stiger i takt med prisen. - Vi hæver ikke prisen uden også at hæve varen. Og det håber vi, de nordjyske kunder vil sætte pris på, siger administrerende direktør for Viasat Kim Poder. - Vi har valgt at fordoble vores budgetter på danskproducerede programmer, som vi ved seerne efterlyser. Vi vil snart kunne tilbyde dansk drama med mange store navne, et kriminalmagasin og et nyt program med navnet Idols. Det kan vel sammenlignes med Popstars bare i et meget større format. Så der bliver mange flere danske sendetimer. Derudover vil TV3 også producere dansk tv til dagtimerne alle ugens hverdage samt satse på et nyt koncept a la Robinson. Dyre fodboldkampe TV3 har også fornylig forlænget sine kontrakter på dansk fodbold og Champions League. Og det er bestemt ikke gratis, oplyser Kim Poder. - Det er dyrt. Og jeg vil også sige for dyrt. Men meldingen fra vores seere er klar på det punkt. De vil have både dansk og international fodbold, og hos er det i høj grad seerne, der bestemmer, siger Kim Poder, der på trods af prisstigningen mener, at TV3 stadig er et godt køb. - Vurderet på kvalitet er TV3 meget billigt i forhold til de andre betalingskanaler. Det er en familiekanal, der rammer meget bredt. Der er nu ikke kun i Aalborg, at antenneforeningen er gået i sort skærm over prisstigningen. Rundt omkring i landet har også andre foreninger meldt fra, men det får ikke alarmklokkerne til at ringe hos Viasat. - Det virker meget dramatisk. Men det er meget almindeligt, at antenneforeningerne melder fra, indtil de får tid til at spørge seerne om, hvad de ønsker. Nu satser Kim Poder på at få en dialog med ANTV, så Viasat i detaljer kan få uddybet, hvilke visioner man har for TV3.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...