Tværet ud i askebægret
Leder "Sagerne" om ministres rygekabiner overskygger de vigtigste politiske udfordringer ...
Så du røgen? Det gjorde hverken fødevareminister Mette Gjerskov (S) eller tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), før det var for sent, og så stod de med hænderne fulde af et par rigtige skodsager. Efter stor ståhej, der var tæt på at ødelægge julefreden, valgte Mette Gjerskov selv at betale de 34.000 kr., som var prisen for hendes rygekabine i Fødevareministeriet. Den sag blev en sejtrækker, og det prøver Lars Løkke nu at undgå ved, at Venstre betaler de godt 100.000 kr., som det ifølge partiet kostede Statsministeriet at leje hans rygekabine i to år. Godt nok en pæn pris, men så må den vel også have været både med mahogni og filter ... Først havde Venstre-folkene stor fornøjelse af at tvære fødevareministeren ud i askebægret, men så kom dagen, da Socialdemokraterne kunne betale tilbage. Og det gjorde de. Selvfølgelig - for lige så ubetydelige, de to "sager" er i den store sammenhæng, lige så taknemlige, letforståelige og symbolske er de at mene noget om på forargelsens marked. Der eksisterer ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, ingen grænser for, hvor mange penge en minister må bruge på sit ministerium. Og derfor er der vel heller ingen grænser for, hvad forargelsens marked kan falbyde; det er altid sæson for politiske kalkunjagter. Men Danmark står altså med begge ben solidt plantet i finanskrisen. Ganske vist er der lidt grøde i luften, og det pibler op af jorden, men det ændrer ikke alverden ved de grundlæggende strukturproblemer. Landet har brug for store reformer og trepartsaftaler indgået af det bredest tænkelige politiske flertal, og alligevel handler det om bagateller. Naturligvis kan personer og politik ikke adskilles, fordi personer fører politik, og de skal selv efterleve det, de kræver af andre. Men det kan også blive så "sjovt", at selv underholdningsværdien forsvinder ud i den blå luft. Det, som politikerne for alvor skal og bør lægge arm om, er holdningsværdien ...
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.