Tværfaglighed skaberogså kanon

Lad det være min påstand, at Vagn Madsen (10. maj) læser Maziar Etemadis indlæg (4. maj.) på en måde, der ikke helt er i tråd med ME's ærinde.

Tværfaglighed er et spøgelse, fordi det er med til at fremmane en ren økonomisk nyttetænkning og en rationalitetsform, der er udtryk for en "kolonialisering" af vidensområder. Dvs. at viden alene kan være viden, hvis det måles ud fra een og samme målestok. Hvor Vagn Madsen begræd tabet af en før-68'er forståelse af faglighed, peger Meziar Etemadis på, at een faglighed, een vidensform er ved at kolonialisere andre. Jeg kan om ikke direkte berolige, så i det mindste lindre Vagn Madsens lede ved folkeskolens tilstand. Der findes faktisk mange faglige spøgelser, som vandrer rundt i folkeskolen. Blandt andet, at fag er resistente eller modstandsdygtige overfor den viden, som samfundet producerer, og som både direkte og indirekte stiller sig som udfordring for skolens faglige domæner. Og det skinner ikke mindst igennem, når det kommer til det helt banale forhold, at lærere skal lære at arbejde sammen. Da jeg var barn, skulle vi i faget dansk lære at skrive indenfor en bestemt genre, den journalistiske. Det lærte vi ved i fællesskab, dvs. på klassen, at lave en avis. Det gør man også i dag. Da jeg skulle lære at læse tysk, sad vi på klassen og messede de forskellige kasusbøjninger og gik i sproglaboratorium, for at tilegne os et sprog, deralt andet lige fremstod som "dødt". I dag foregår træningen af sproglige fagfærdigheder måske ikke med båndoptager og messen på klassen, men sker i dialog. Mit synspunkt går på, at tværfaglighed både har nogle pædagogisk set produktive momenter. Men det ændrer ikke ved det forhold, at det også er blevet et nødvendigt onde. Tværfaglighed på universitetsniveau betyder blandt andet udhuling af bevillinger, fordi der nogle der skal have noget, og andre noget mere. Tværfaglighed på gymnasie- eller ungdomsskole niveau kan være med til at skabe uro mellem lærerne, fordi de i princippet skal til at tænke på, hvad og hvordan er det egentligt, jeg lærer fra mig. Og på folkeskoleniveau kan man stille sig det spørgsmål, om børn overhovedet får en fornemmelse af et fag, når de fagligt set skal lave noget i skolen. Når mine børn går i skole, er de dog ikke i tvivl om der står dansk, matematik, natur- og teknik eller kristendom på skemaet. Og i bund og grund kan man spekulere på, om den overfladetendens, eller det forhold, at børn ikke rigtigt skulle blive gode fagligt set, dybest set bunder i, at vi i dag er blevet bedre til at "pinde ud" eller synliggøre, hvad det er, eleven eller den lærende skal kunne. Og kigger jeg på folkeskolen er det altså meget svært at se, at det alene er overfladen der dyrkes, og at dogmet skulle lyde "een viden idag, en ny i morgen, og gammel viden har ingen værdi". Selv tværfagligheden har det med at skabe en kanon, netop fordi lærere også lytter til hinanden, og tager det de hører fra andre faglærere med i deres undervisning.