EMNER

Tværkulturel sjov og mad

STØVRING:Fremover vil der hver torsdag aften blive lagt op til en international gang sjov, spisning og dans i Stubhuset. Det er det frivillige integrationsarbejde, der tager konsekvensen af den pænt store interesse, der har været for de første "kom-sammen"-aftener, der blev afholdt i foråret og sidst i torsdags. I sidste uge var det en flok på 60-70 personer, der fandt vej til Stubhuset til en meget tværkulturel omgang hygge, så der burde være mulighed for at få et mere fast arrangment op at stå, mener arrangørerne. På aftenen blev der budt på afghansk mad og dans, ligesom danskere bød afghanerne op til dansk folkedans under ledelse af Lilly Thomsen fra Suldrup. - Maden var fantastisk god og velorganiseret af afghanerne og dansene gik rigtig godt. Lilly formåede at få alle med i dansen, siger Karsten Sørensen, som var aftenens toastmaster på frivilliggruppens vegne. - Vi havde nok håbet på en snes flere danskere, men i betragtning af det var midt i ferieugen, synes vi, at det var et ganske godt fremmøde. Flere nye viste da også interesse for at deltage fremover, siger han. - Vi håber stadig på, at flere frivillige danskere vil møde op og hjælpe til, når vi hver torsdag fra 17 til 19 holder åbent hus for lektiehjælp til børn og voksne, syning/håndarbejde, maling og lignende. Der er behov for alle uanset alder, køn og kunnen. Det er blot at møde op eller kontakte Lis Thrysøe på Frivilligkontoret, slutter han Karsten Sørensen.