Lokalpolitik

Tværpolitisk debat

14. januar tager Liste 2004 pulsen på den nye storkommune på et møde

Peer Risager, LISTE 2004: - Vi sætter fokus på, hvordan det er gået i den nye storkommune. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Peer Risager, LISTE 2004: - Vi sætter fokus på, hvordan det er gået i den nye storkommune. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

VOERSÅ:Efter et år i den nye storkommune er det tid at gøre status. Det siger, Peer Risager, formand for LISTE 2004, den lokalpolitiske liste, der har rødder i den sydligste del af storkommunen. Mandag 14. januar indbyder LISTE 2004 til tværpolitisk debatmøde på Sæby Fritidscenter. - Det vi hører, er at folk er utilfredse med forholdene, som de er. Der er for langt til rådhuset i Frederikshavn og nærdemokratiet har det dårligt i den nye storkommune, siger Peer Risager. Nærdemokrati er en mærkesag for LISTE 2004. Folk skal helst kunne møde politikerne i Brugsen, eller måske endnu bedre hos Høkeren i Voerså, men efter kommunalreformen sker det sjældent om nogensinde. - Så er der nogle enkelte, som siger, det går helt godt og at de ikke mærker den store forskel. Derfor holder vi nu et debatmøde, hvor folk kan spørge politikerne om det, de har på sinde, siger Peer Risager. LISTE 2004 har inviteret politikere fra Venstre, SF, Socialdemokraterne og Kommunelisten. Panelet kommer til at bestå af Mogens Brag (V), Brian Pedersen (SF) og Birgit Hansen (S), alle byrådsmedlemmer fra den gamle Sæby Kommune. Byrådsmedlem Ole Rørbæk Jensen (T) er forhindret, men Kommunelisten stiller formentlig med en anden kandidat. LISTE 2004 opstillede ved valget i 2005 men kom ikke ind og ifølge Peer Risager er det uvist om lokallisten stiller op ved valget i 2009: - Det har vi ikke afgjort endnu, men det er svært når kloge folk som valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet går på tv og siger, at ¿en stemme på en lokalliste er en spildt stemme¿. Det var det, vi var oppe imod ved sidste valg og i en tid, hvor stadig mere bestemmes fra Bruxelles, har lokallister, der ofte er startet som protest mod et eller andet i et hjørne af en kommune, det svært. Det næste bliver vel, at regionerne nedlægges og hele landet inddeles i otte-ti kommuner, siger Peer Risager, nærdemokratiets forkæmper fra Voerså.