Tvang tæller ikke i Allahs øjne

Kvinder i Danmark gør det frivilligt

Rahma M. Ali mener, at muslimske kvinder i Danmark bærer burka helt frivilligt.

Rahma M. Ali mener, at muslimske kvinder i Danmark bærer burka helt frivilligt.

NORDJYLLAND:De få muslimske kvinder, der bærer burka i Danmark, gør det frivilligt. Derfor tjener et forbud ikke til at bekæmpe undertrykkelse af kvinder, som forslagsstillerne har argumenteret for. Det mener den 27-årige somaliske kvinde Rahma M. Ali, der har boet 16 år i Danmark. - Det er udmærket med en debat om det her, men hvis formålet er at redde nogle kvinder fra undertrykkelse, så giver det slet ikke mening, fastslår Rahma M. Ali. Hun kan på baggrund af sit brede kendskab til både danske og muslimske traditioner ikke forstå, hvad man vil opnå med et forbud mod brug af burka og nikab. Hun afviser, at brugen af burka er noget, kvinderne bliver tvunget til af deres mænd, sådan som tilfældet er i Afghanistan og Pakistan, hvor der ofte er stor uvidenhed om, hvad religionen tilsiger. - Muslimske mænd og kvinder her i Danmark er meget vidende og kloge på deres religion. Derfor ved de godt, at hvis kvinderne skal efterleve islam strengt og bære burka, så gælder det kun, hvis de gør det frivilligt. Allah kan se ind i deres sjæl, og hvis de er blevet tvunget til det af deres mand, så tæller det ikke i Allahs øjne, fastslår Rahma M. Ali, der er børnehaveklasselærer på Tornhøjskolen i Aalborg Øst og lever fuldt integreret i det danske samfund. - Jeg har svært ved at se, hvordan det gavner integrationen at udstede et forbud mod burka. Lad kvinderne gå i det tøj, de vil, og brug kræfterne på andre tiltag for integration, opfordrer Rahma M. Ali.