Boligøkonomi

Tvangsauktion igen - igen

Efterspørgslen på de sommerhuse fra Tranum Ferieby, der er røget på tvangsauktion, er så stor, at BRFkredit har begæret to af dem på anden auktion.

Sommerhusene i Tranum, der er begæret på tvangsauktion, er ikke færdigbyggede endnu.Foto: Erik Sahl

Sommerhusene i Tranum, der er begæret på tvangsauktion, er ikke færdigbyggede endnu.Foto: Erik Sahl

Fem af sommerhusene på Kronvildtvej i Tranum Ferieby er røget på tvangsauktion, og mange interesserede har set muligheden for at få et billigt sommerhus, som bare lige mangler det sidste for at stå færdigt. Interessen for de to første sommerhuse, der i tirsdags var på tvangsauktion i retten i Hjørring, var i hvert fald så stor, at BRFkredit, der har begæret tvangsauktionerne, har valgt ikke at acceptere tilbuddene og i stedet begære anden auktion over sommerhusene. Buddene fra de knap 50 fremmødte endte for det første hus på 525.000 kroner og for det andet stoppede buddene ved 510.000. Den anden auktion er fastsat til 17. februar også i retten i Hjørring. - Det er helt almindeligt, når der er så stor interesse for et hus på en tvangsauktion, at vi så begærer anden auktion. I sidste ende handler det jo om, at vi skal have så mange penge som muligt hjem til sælger, der er røget på tvangsauktion, fortæller cheføkonom i BRFkredit, Ulrikke Ekelund. Ud over de to sommerhuse, der nu skal på anden auktion, holdes der yderligere to første tvangsauktioner 20. januar for hus tre og fire, og hvis interessen for disse huse er ligeså stor som ved de to første, kan cheføkonomen fra BRFkredit ikke udelukke, at der igen bliver tale om yderligere to anden auktioner. Det sidste af de fem huse nåede mægleren at få solgt inden auktionen, og den auktion blev derfor aflyst. BRFkredit har i øjeblikket ikke begæret flere end de fem huse i feriebyen på tvangsauktion.