Tvedten: Skal holde koncentrationen
Aalborg Håndbolds fløj erkender, at kun en sikker sejr mod Halmstad vil være godkendt

Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe
AALBORG:Søndag eftermiddag kan Aalborg Håndbold tage det sidste skridt mod kvalifikationen til 1/8-finalerne i Champions League. Det sker, hvis man som forventet henter to point via en sejr over HK Drott Halmstad i Gigantium.
For en uge siden vandt aalborgenserne komfortabelt med ni overskydende mål i Sverige.
- Det kan sagtens gå galt, men det bør det ikke. Hvis vi yder en koncentreret og professionel indsats, så vinder vi også den kamp. Vi skal ikke gøre som i Sverige, hvor vi spillede alt for sløset i de første ti minutter, siger Håvard Tvedten.
Hvis den forventede sejr over Halmstad kommer i hus, så står Aalborg Håndbold på otte point og mulighed for at hente otte point yderligere i puljen.
- Vores mål var at hente otte point, og det mål er vi tæt på allerede at have nået nu. Men vi stiller os ikke tilfredse med en fjerdeplads. Vi stiler klart endnu højere, fastslår Håvard Tvedten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.